4400 dagpengemodtagere har mistet alt

Hos 3F i Næstved oplever de mange nedtrykte medlemmer, der går og grubler over, om de skal sælge huset eller bilen, efter de har mistet deres dagpenge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I år står mindst 4.400 ledige ind til videre uden indkomst, fordi de har mistet dagpengene. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsens database Jobindsats.dk.

De er røget ud af dagpengesystemet, efter et flertal i Folketinget halverede dagpengeperioden fra 4 til 2 år.

A-kassemedarbejder hos 3F i Næstved, Karsten Andreassen holder jævnligt møder med de langtidsledige medlemmer, som er på nippet til at miste - eller lige har mistet - dagpengene.

- Jeg møder mange medlemmer, som er meget nedtrykt over at miste dagpengene. De har svært ved at se, hvordan de skal komme videre i deres liv. De går og grubler over, om de bliver nødt til at sælge deres bolig eller bilen og i det hele taget, hvordan de skal få hverdagen til at hænge sammen, fortæller Karsten Andreassen til LO's Ugebrevet A4.

Kan ikke få kontanthjælp

Når tidligere dagpengemodtagere ender uden indkomst, hænger det som regel sammen med, at de ikke kan få kontanthjælp. Enten fordi de har formue eller en ægtefælle med lønindkomst.

Reglerne er skruet sådan sammen, at hvis man har mere end 10.000 kroner i kontanter eller hurtigt omsættelige ting som for eksempel en bil, kan man ikke få kontanthjælp. Der er heller ingen offentlig hjælp at hente, hvis ens ægtefælle tjener mere end 23.400 kroner om måneden - og man ikke har hjemmeboende børn.

Overvejer skilsmisse
Den situation sætter de ledige under et kolossalt pres, beretter Karsten Andreassen fra Næstved.

- Jeg har hørt en del langtidsledige tale alvorligt om, at de ville lade sig skille for at kunne få kontanthjælp, når dagpengene hørte op. Om de så har gjort alvor af det, ved jeg ikke, men tanken var der, siger Karsten Andreassen.

- Skruen er blevet strammet alt for hårdt, lyder det fra LO-sekretær Ejner K. Holst, mens arbejdsmarkedsordfører i DF Bent Bøgsted siger, at partiet er villig til at slække på kravene til de ledige.

- Vi er parat til at halvere genoptjeningskravet i en periode, siger han.     


Nyhedsoverblik