14.000 børn cyklede til skole i september

Ekstra mange børn tog cyklen i skole sidste måned efter en storstilet kampagne fra Cyklistforbundet og TrygFonden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

13.848.

Så mange børn tilbagelagde ruten mellem hjemmet og skolen på cykel i vores område i september. Det gjorde de som et led i kampagnen Alle Børn Cykler, som Cyklistforbundet og TrygFonden står bag.

Kampagnen er sat i søen for at få børnene ud af de osende biler og op på den mere miljøvenlige og sunde cykel. Og ifølge en analyse foretaget af Cowi, så får kampagnen faktisk flere børn op på jernhesten.

Normalt cykler hvert andet barn til skole i hverdagen, men under Alle Børn Cykler stiger det antal til mellem 70 og 80 procent, viser analysen.

Flere med cykelhjelm

Og der er også en sikkerhedsmæssige bonus: Endnu flere beskytter deres hoved med en cykelhjelm end normalt.

- I Alle Børn Cykler giver vi både point for at cykle i skole og for at huske cykelhjelmen, og på den måde understreger vi, at de to ting hører sammen i hverdagen, siger Christoffer Elbrønd, projektleder i TrygFonden, i en pressemeddelelse.

Pointene kan omsættes til lodder i en konkurrence om flotte præmier, så jo flere dage børnene cykler – og husker hjelmen – jo større er chancen for at vinde en præmie.

Vinderne i Region Sjælland blev fundet i 6. klasse på Søndre Skole i Holeby, 4.C. på Valdemarskolen i Ringsted og 2.A. på Holsted Skole i Næstved.

Alle Børn Cykler løb fra 5. september til og med 18. september.

Sådan cyklede skolebørnene i vores område

  • Faxe Kommune: 61 skoleklasser og 1.360 børn deltog. De cyklede tilsammen 5.334 dage.
  • Guldborgsund Kommune: 79 skoleklasser og 1.685 børn deltog. De cyklede tilsammen 8.577 dage.
  • Holbæk Kommune: 115 skoleklasser og 2.659 børn deltog. De cyklede tilsammen 8.696 dage.
  • Kalundborg Kommune: 15 skoleklasser og 266 børn deltog. De cyklede tilsammen 1.092 dage.
  • Lolland Kommune: 55 skoleklasser og 1.092 børn deltog. De cyklede tilsammen 4.097 dage.
  • Næstved Kommune: 78 skoleklasser og 1.690 børn deltog. De cyklede tilsammen 5.467 dage.
  • Odsherred Kommune: 16 skoleklasser og 333 børn deltog. De cyklede tilsammen 1.483 dage.
  • Ringsted Kommune: 91 skoleklasser og 1.870 børn deltog. De cyklede tilsammen 7.692 dage.
  • Slagelse Kommune: 54 skoleklasser og 1.104 børn deltog. De cyklede tilsammen 4.083 dage.
  • Sorø Kommune: 62 skoleklasser og 1.402 børn deltog. De cyklede tilsammen 3.012 sage.
  • Stevns Kommune: 1 skoleklasse og 14 børn deltog. De cyklede tilsammen 133 dage.
  • Vordingborg Kommune: 17 skoleklasser og 373 børn deltog. De cyklede tilsammen 1.939 dage.

 


Nyhedsoverblik