12 anholdte i stor rockeraktion om drabsforsøg

Torsdag morgen og formiddag har politiet besøgt flere adresser på Sjælland, Lolland og Falster og anholdt 12 personer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er seks drabsforsøg, der torsdag morgen har fået politiet til at opsøge og anholde 12 personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet. 

Aktionen er foretaget i samarbejde mellem Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, Nordsjællands Politi og Særligt Efterforskningscenter Øst.

Anholdelserne er foretaget på flere adresser på Sjælland, Lolland, Falster og i hovedstadsområdet.

Det er følgende sager om drabsforsøg, der nu har ført til de foreløbigt 12 anholdelser: 

Seks drabsforsøg

  1. En skudepisode 9. november 2017 på Torvet i Faxe, hvor der skydes ind i en kiosk.
  2. To skudepisoder i Vordingborg den 16. og 18. april 2018, hvor der bliver skudt ind til et rockermedlem i Kirsebærplantagen og på Rønnebærvej.
  3. En skudepisode den 20. april 2018 ud for en tatoveringsforretning i Næstved, hvor der bliver skudt mod en mand med rocker-/banderelationer.
  4. En skudepisode den 28. maj 2018 i Stenlille på Stationsvej, hvor der bliver skudt mod en mand med rocker-/banderelationer.
  5. Et drabsforsøg med kniv den 1. juni 2018 på Byskov Allé i Slagelse, hvor der også sættes ild til en bygning og udøves vold i forbindelse med en trussels- og afpresningssag.

De 12 anholdte har alle tilknytning til Bandidos, Asgardians 89, Brothas eller Gremium.

-Vi har valgt at slå til over en bred kam for bl.a. at sende et meget tydeligt signal om, at vi slår hårdt ned på disse ualmindeligt utryghedsskabende handlinger, som det er, når medlemmer af rivaliserende rocker-/bandegrupperinger slås indbyrdes. Dagens aktion er et udtryk for, at vi sætter massivt ind mod rocker-/bandemedlemmer, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag. Aktionen er stadig i gang, og der forventes yderligere anholdelser i sagerne. 


Nyhedsoverblik