¨

Zoo og sommerland klar til gæster - men tvinges til at holde lukket

Hvis zoologiske haver og museer åbner før tid, kan det udløse en bødestraf, advarer justitsministeren.

Der er ingen gæster i Sommerland Sjælland før den 8. juni. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Håndspritten står klar, plexiglasset er hængt op, og nøje placeret blomsterkrukker skal sprede folk mere ud.

Vi har opsat plexiglas, købt håndsprit og lavet et elektronisk billetsystem

Eskil Vagn Olsen, museumsdirektør hos Museum Vestsjælland

Tiltagene er mange, men selvom flere lokale turistattraktioner er klar til at modtage gæsterne og garanterer for en minimal smitterisiko, må de først åbne som en del af fase tre i genåbningen af Danmark. Det sker den 8. juni, hvis smitteforholdene tillader det.

Men flere turistattraktioner havde håbet at åbne tidligere, og nu frygter de for økonomiske konsekvenser.

- Vi havde håbet på at kunne åbne før, fordi vi har sat rigtig mange ressourcer ind på at være klar. Men det er vigtigt at få en dato, så vi nu har noget at arbejde efter og forholde os til, siger Kåre Dyvekær, ejer og direktør i Sommerland Sjælland.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kåre Dyvekær, ejer og direktør i Sommerland Sjælland. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Både direktøren og personale i Sommerland Sjælland var faktisk klar til at åbne allerede den 16. maj. Men i stedet har Kåre Dyvekær sendt 30 ansatte hjem, som skulle klargøre den nordvestsjællandske forlystelsespark til åbningen.

- Vi har klargjort kiosker og fået frostvarer hjem. Det er klart, nu står fryserene og kører, som jeg gerne ville have slukket. Men det kan vi ikke, for der er varer i dem. De pådrager nogle udgifter, og vi mister nogle indtægter, men satser på at vi kan løbe lidt hurtigere, når det bliver sommer, siger han.

Frygter endnu en udskydelse

Sommerlandet var også klar med flere tiltag, som skulle hindre smittespredning.

- Vi er i fuld gang selv. Vi har været ude og markere, hvor der skal stå spritstationer, vi har købt afspærring hjem og opsat blomsterkummer, så vi kan dele folk på strategiske steder, siger Kåre Dyvekær.

Nu håber direktøren blot, at gæsterne vil besøge Sommerland Sjælland mere end en enkelt gang i løbet af sæsonen.

- Lige nu misser vi nogle åbningsdage, så det er noget manglende omsætning, men vores sæsonkortholdere, har været utroligt loyale og har købt sæsonkort. Så håber vi bare, at nogle vil tage et ekstra besøg, når vi starter op igen, siger Kåre Dyvekær.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sommerland Sjælland. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Men det kan ifølge direktøren risikere at få store konsekvenser, hvis regeringen udskyder åbningen.

- Så bliver det kritisk, fordi der plejer vi virkelig at tjene vores penge, og det gør vi i en relativ kort periode, siger han.

Sommerhusgæster kan ikke komme på museum

Hos Museum Vestsjælland er museumsdirektør Eskil Vagn Olsen også frustreret over, at muserne heller ikke kan få lov til at åbne før den 8. juni.

- I første omgang blev jeg skuffet over, vi ikke kunne åbne op den 12. maj, som vi faktisk var klar til. Vi har opsat plexiglas, købt håndsprit og lavet et elektronisk billetsystem, så man maksimum kunne komme ti personer ind ad gangen.

Lige nu er det superærgerligt, at vi ikke kan åbne op, fordi der er fyldt i sommerhusene

Eskil Vagn Olsen, museumsdirektør hos Museum Vestsjælland

- Det er ærgerligt, vi skal vente en måned mere, men det er rart, der er kommet afklaring og en dato, som vi kan forholde os til, for usikkerheden har været det værste, siger Eskil Vagn Olsen.

I et fortroligt notat, som TV2 kom i besiddelse af den 1. maj, vurderer Statens Serum Institut, blandt andet, at museer er i lavrisikogruppe i forhold til spredningen af coronavirus. Derfor regnede Museum Vestsjælland med at skulle være en del af anden fase.

- Der er jo nok foregået meget i det forhandlingsrum, som jeg ikke ved noget om. Men umildbart er det svært for os at forstå, at vi ikke var med, siger Eskil Vagn Olsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Eskil Vagn Olsen, museumsdirektør hos Museum Vestsjælland. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Han havde ellers håbet at kunne byde nogle af alle sommerhusgæsterne i området indenfor på muserne.

- Lige nu er det superærgerligt, at vi ikke kan åbne op, fordi der er fyldt i sommerhusene på Midt- og Vestsjælland, så vi ville rigtig gerne åbne op for de lokale borgere og alle de andre, der er her i øjeblikket, siger han.

Derfor frygter Eskil Vagn Olsen, ligesom direktøren for Sommerland Sjælland, for en udskydelse af den varslede åbning.

- Jeg ville være bekymret over, hvis åbningen bliver udskudt igen. Det ville være en mavepuster, som vi ville have svært ved at komme os over, siger han.

Zoologisk have forsøger at finde penge

Længere mod vest, i Odsherred Zoo Rescue, får nyheden om først at kunne åbne for gæsterne den 8. juni en lunken modtagelse.

- I første omgang bliver man bare så skuffet. Vi regnede med, at vi skulle åbne i den uge, som vi nu kommer ind i. Hvis tilladelse kom mandag, kunne vi have været klar onsdag, siger Joan Thygesen, direktør og daglig leder i Odsherred Zoo Rescue.

- Det har ret store konsekvenser, fordi vi kommer hen over den første i måneden en gang til, hvor vi skal have lønninger og alle de faste udgifter en gang til. Så det betyder at jeg igen skal ud og finde rigtig mange penge, tilføjer hun og oplyser, at den zoologiske have endnu ikke har søgt støtte fra statens hjælpepakke på området – det ventes dog at ske i den kommende uge.

Artiklen fortsætter under billedet.

Joan Thygesen, direktør og daglig leder i Odsherred Zoo Rescue. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Ligesom hos kollegerne har Odsherred Zoo Rescue også taget sine forholdsregler i forhold til at undgå eventuel smittespredning.

- Som så mange andre har vi købt skilte ind med information om at holde afstand, der er sprit i hele haven, og der er visse ting, som man ikke kan. Man kan ikke komme ind til klappegederne, prøve ponytræk eller komme ind i terrariet, siger Joan Thygesen.

Minister truer med bøder

Statens Serum Institut vurderer i det lækkede notat, at zoologiske haver ligesom museer også er et lavrisikoområde i forhold til smittespredning. Alligevel forstår Joan Thygesen godt beslutningen om at udskyde åbningen.

- Vi bliver nødt til at rette ind og forstå, at der er ikke nogen, som gør det for at genere os – de gør det af en grund, siger hun og håber dog at kunne få lov til at åbne tidligere end den 8. juni.

Artiklen fortsætter under billedet.

Odsherred Zoo Rescue. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har søndag ikke haft mulighed for at kommentere vurderingen af de forskellige erhvervsrisikovurderinger i forhold til at udsætte deres åbning til den 8. juni.

Til gengæld oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen fra mandag vil indføre et forbud mod, at eksempelvis zoologiske haver og museer, som ikke er omfattet af genåbningens fase 2, åbner.

Hvis virksomheder med mere end 50 medarbejdere trodser forbuddet, vil det første gang koste en bøde på 40.000 kroner, anden gang en bøde på 100.000 kroner og tredje gang 150.000 kroner. Desuden vil politiet have mulighed for at lukke virksomheden.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App