Virusudbrud sender rekordmange børn på sygehuset

Antallet af indlagte med RS-virus slår rekord, og det rammer især de mindste børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sygeplejersken holder en iltmaske fast på næsen af det otte uger gamle spædbarn Salma, mens hendes mor Hiba Al-Khateeb ser til. 

Maskinen hjælper hende med at trække vejret.

quote Jeg har det virkelig hårdt ved ikke at kunne være hos begge børn

Hiba Al-Khateeb, mor til to børn med RS-virus

I disse uger er besværet vejrtrækning, slim i lungerne og en misfarvet hud langtfra et usædvanligt syn hos børn og spædbørn.

Spredningen af luftvejsinfektionen RS-virus blandt særligt små børn slår rekord og fylder stuerne på landets børneafdelinger.

- Hun har RS-virus lige nu, og hun har været syg i en uge, siger Hiba Al-Khateeb fra Slagelse og fortæller, at derhjemme ligger Salmas storesøster også syg med RS-virus.

Salma på otte uger har været ramt af RS-virus en uge.
Salma på otte uger har været ramt af RS-virus en uge. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

De seneste dage er 1.000 på landsplan blevet smittet. Det mærker personalet også på Slagelse Sygehus, hvor Salma er indlagt på børneafdelingen.

- Jeg har det virkelig hårdt ved ikke at kunne være hos begge børn, den ene er hjemme, den anden her. Og når hun er så lille, det er bare så synd for de små, siger hun.

RS-virus i Danmark

  • Epidemien med RS-virus toppede sidste år i uge 36 med 1359 smittede med RS-virus på landsplan. I sidste uge var der 979 nye smittede.

  • I uge 39 sidste år blev 380 primært børn indlagt på grund af infektion RS-virus på en af landets børneafdelinger. I sidste uge blev 391 primært børn indlagt.

Kilde: Statens Serum Institut.

Virussen rammer især spædbørn i alderen 0-5 måneder, oplyser Maren Rytter, der er afdelingslæge på børneafdelingen på Slagelse Sygehus.

- Vi har rigtig mange børn indlagt med RS-virus lige nu. Det plejer vi at have om vinteren, men vi har flere, end vi plejer, siger hun.

Frygter øget pres på børneafdelingen

Da virussen toppede sidste år i uge 39, var det på landsplan med 380 indlæggelser på en uge.

Den nyeste måling fra Statens Serum Institut viser, at 391 – primært børn – blev indlagt i sidste uge. 80 af de indlæggelser fandt sted i Region Sjælland

- Lige nu kan vi godt følge med, men der skal helst ikke komme mange flere, og hvis man ser på, hvordan kurven stiger lige nu, så jeg kunne måske godt forestille mig, at vi kunne blive mere pressede, end vi er nu, siger Maren Rytter.

Maren Rytter, afdelingslæge på børneafdelingen på Slagelse Sygehus.
Maren Rytter, afdelingslæge på børneafdelingen på Slagelse Sygehus. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Årsagen til det høje antal indlægger med RS-virus kan ifølge afdelingslægen forklares med, at børn generelt ikke blev hårdt ramt af coronavirus. Til gengæld har nedlukningerne i forbindelse med corona haft betydning for deres resistens overfor andre sygdomme, hvilket kan være en af forklaringerne på den stigende smitte.

Læs også
Ældre mest udsatte for at dø i brand - men det vil en særlig gruppe unge lave om på
Læs også
Ældre mest udsatte for at dø i brand - men det vil en særlig gruppe unge lave om på

- Man kan sige, at de børn, der bliver syge nu, ikke er dem, der har været hjemme under corona. Men det er nok deres storesøskende, som ikke i samme grad har immunforsvaret i toppen mod den her virus og derfor i højere grad bærer dem, siger Maren Rytter.

Ingen medicin til de indlagte børn

Der findes ikke decideret medicin til at behandle RS-virus, og derfor må sygeplejerskerne i stedet udføre støttende behandling, hvor babyerne får hjælp til at vejrtrækning, væske og mad.

- I udgangspunktet skal man huske, at de fleste børn bliver ikke alvorligt syge, siger Maren Rytter og tilføjer:

Hvad er RS-virus?

  • RS-virus er den hyppigste årsag til indlæggelseskrævende luftvejsinfektion hos små børn.

  • Symptomerne er de samme som ved en almindelig forkølelse med hoste. Specielt børn under 6 måneder kan udvikle besværet vejrtrækning. Det kan resultere i udmattelse, hosten, og at barnet enten ikke kan spise eller ikke har kræfterne til det. 

  • Ved 2-årsalderen har næsten alle børn haft RS-virus en gang, og halvdelen har haft det to gange.

  • Virussen forekommer hvert år ved vintertid, og i Danmark strækker sæsonen sig normalt fra november til udgangen af april.

  • I Danmark er det yderst sjældent, at børn dør af RS-virusinfektion. Men specielt hos helt små børn, for tidlig fødte børn og børn med hjerte- eller lungelidelser kan forløbet være langvarigt og kræve hjælp til vejrtrækning.

Kilde: Sundhed.dk.

- Men man skal holde godt øje med sit barn, og hvis de har svært ved at trække vejret, eller man oplever, at det ikke spiser så godt, så skal man få kigget på barnet.

Der er også et forebyggende råd til de kærlige store søskende udover det med at vaske hænder.

Begge Hiba Al-Khateebs døtre er ramt af RS-virus.
Begge Hiba Al-Khateebs døtre er ramt af RS-virus. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

- Man må rigtig gerne ikke kysse sin lillesøster, hvis man har snot i næsen, så må man lige vente til, at man er blevet rask, og så kan man kysse. Fordi det er typisk de store børn, der smitter de små børn, siger Maren Rytter.

Hiba Al-Khateeb er lettet og taknemmelig over behandlingen på børneafdelingen, men hun ser frem til at komme hjem.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Især til at komme hjem og kunne være der for begge piger og bare kunne have en almindelig hverdag igen, fordi det er en hård omgang, siger hun.


Nyhedsoverblik