Vil redde vilde dyr fra at blive dræbt i trafikken

Alt for mange dyr dræbes i trafikken hvert år, mener Vejdirektoratet, der nu indleder et arbejde med at finde de farligste steder for dyrene i trafikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vejdirektoratet går nu i gang med en større analyse af det overordnede vejnet for at finde de steder, hvor der sker flest påkørsler af dyr. 

Det oplyser direktoratet i en pressemeddelelse.
 
Målet er at skaffe viden om, hvor det giver mest mening at bygge nye faunapassager eller lave andre tiltag, der kan beskytte dyrene og hjælpe dem sikkert over vejen. 
 
- Vi oplever desværre hver år, at der sker rigtig mange trafikdrab af dyr på vejene herhjemme, og med den rette viden vil vi være bedre rustet til at nedbringe det tal. Både af hensyn til dyrene men i høj grad også af hensyn til trafiksikkerheden og de mange bilister, der kommer i farlige situationer, når de rammer dyr, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.  
 
- Den nye analyse kan hjælpe os med at lokalisere de punkter på vejnettet, hvor dyrene hyppigt krydser vejene i deres jagt på blandt andet nye territorier og mager. Og dermed vil analysen gøre os i stand til at beskytte dem bedre, siger biolog Christina Steenbeck fra Vejdirektoratet.

Især vil undersøgelsen have fokus på at kortlægge trafikdrabene på truede eller fredede arter som skovmårer og ildere. Der er i forvejen ikke særligt mange af disse dyr i den danske natur, og derfor er trafikdrab på netop dem særligt skadelige for den danske bestand.  
 
Men også dyr som grævlinger og oddere vil have opmærksomhed, da også disse arter påvirkes meget af de store veje, der skærer sig gennem det danske landskab.  


Nyhedsoverblik