Antallet af danskere, der jævnligt cykler, er faldet de seneste ti år.
Nu vil GF Fonden have flere til at hoppe op på sadlen. Derfor åbner fonden i dag den 8. januar for en pulje på i alt 600.000 kroner til projekter, som styrker trafiksikkerheden og får flere op på cyklen.
Det kan for eksempel være projekter, der giver psykisk sårbare mennesker mulighed for at cykle, eller foranstaltninger der gør det mere trygt at cykle til arbejde eller i skole
- Fine cykelstier gør ikke arbejdet alene, vi skal også inspirere hinanden til at cykle. Derfor er det tid til at få de gode ideer frem i lyset, siger Lars Binderup Larsen, der er formand for GF Fondens Trafikkomite, i en pressemeddelelse.
For at komme i betragtning til legatet skal man gå ind på www.gffonden.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af projektet.