Valgdebat: Hvordan hjælper vi den lille lokale købmand?

Trine Pertou Mach (EL), Pia Kjærsgaard (DF), og Rune Kristensen (K) tog mandag aften hul på den første ud af fem valgdebatter på TV2 ØST.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvordan skal den lille, lokale butik overleve eksplosive energipriser? 

Sådan lød ét af spørgsmålene under den første ud af fem politiske live-debatter, som TV2 ØST sender som optakt til folketingsvalget tirsdag den 1. november. 

Debatten fandt sted mandag aften hos Min Købmand i Stillinge Strand vest for Slagelse. 

Her var de tre folketingskandidater Trine Pertou Mach (EL) Pia Kjærsgaard (DF) og Rune Kristensen (K) inviteret indenfor hos købmanden for at debattere omkring inflationskrisen.

- Vi mærker det allesammen. Vi bor selv i et hus med naturgas, startede Pia Kjærsgaard (DF) med at slå fast.

- Det kan jeg også mærke. Vi kigger mere efter tilbud og slukker lys og tager korte bade, supplerede Rune Kristensen (K). 

For købmand Jim Samuttis kan de stigende priser mærkes. Elregningen i butikken er for eksempel steget fra 15.000 til 94.000 kroner.

- Lige nu skal vi nok klare det, men vi kan ikke blive ved med at fortsætte sådan her, lød det fra Jim Samuttis. 

Valgdebatter på TV2 ØST

TV2 ØST forstætter ugen ud med at sende valgdebatter forskellige steder fra i regionen. 

Tirsdag er temaet sundhed, onsdag klima, torsdag psykiatri og søndag er temaet provins.

Valgdebatterne starter i slutningen af 19.30-udsendelsen og fortsætter på vores egen kanal. 

Skattelettelser eller ej? 

Aftenens første emne var, hvordan købmænd som Jim Samuttis skal klare sig igennem krisen.

Her lød der forskellige bud fra politikerne på, hvordan man bør hjælpe det danske erhvervsliv.

- Vi vil gerne sætte skatten ned. Hvis kunderne har færre penge, bliver der handlet mindre ind. Og det rammer så købmændene, lød buddet fra Rune Kristensen (K)

- Vi har foreslået engangsskattestigninger hos selskaber, der tjener kassen på, at prisen på energi er steget til vejrs, sagde Trine Pertou Mach (EL). 

- Skattelettelser lyder altid sympatisk, men vi er nødt til at sige; hvad gør vi nu og her. Fødevaremomsen skal nedsættes. Det har vi talt om i 10 år, og det er et af midlerne, mente Pia Kjærsgaard (DF). 

Stigende energipriser

Valgdebattens andet emne satte lup under de stigende energipriser, der har ramt danskerne. 

Varme- og elregninger, som presser borgere i Syd- og Vestsjælland til at søge nye løsninger.

- Vi syntes, den seneste hjælpepakke var en hån mod borgerne, lød det fra Pia Kjærsgaard (DF) til et spørgsmål om, hvorfor partiet stod uden for den senest vedtagne hjælpepakke.

- Vi er nødt til at kigge på, hvad der kan være af her-og-nu-modeller, men vi vil også gerne af med vores gasafhængighed. Lad os give en skattelettelse til de hårdest ramte, lød det fra Trine Pertou Mach (EL).

- Det er vigtigt, at vi får lavet nogle permanente løsninger. Det vil det være, hvis vi sænker skatten eller sætter elprisen ned, konkluderede Rune Kristensen (K). 






Nyhedsoverblik