Vaccineredes coronapas til rejser udløber efter 180 dage

Næste genåbning af rejseaktiviteterne begynder lørdag. Vaccinerede kan droppe test og isolation efter rejser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når vaccinerede fra i dag, lørdag, rejser ind og ud af Danmark, mødes de af færre krav, da næste fase af den gradvise genåbning af rejseaktiviteterne indledes.

Det betyder, at vaccinerede kan droppe at blive testet og gå i isolation, når de kommer hjem fra lande, som er farvet "orange" hos Udenrigsministeriet.

Det gælder dog kun i 180 dage, efter man er færdigvaccineret, fremgår det af en pressemeddelelse fra ministeriet fredag eftermiddag.

De første danskere fik det andet vaccinestik i midten af januar. Det betyder, at vaccinationen kun vil fritage dem for kravene til og med midten af juli.

Læs også
Turistdestinationer savner klarhed - frygter endnu en sæson uden udenlandske turister
Læs også
Turistdestinationer savner klarhed - frygter endnu en sæson uden udenlandske turister

Tidligere smittede slipper også, ligesom de heller ikke skal vise en negativ test, før de stiger på et fly til Danmark fra et "gult" eller "orange" land.

Også vaccineredes medrejsende børn under 18 år, der bor i Danmark, slipper. Børn fra 15 år til og med 17 år skal dog testes efter indrejse til Danmark.

Smittesituation afgør landets farve

Tæt på 650.000 danskere er vaccineret mod covid-19, mens cirka 250.000 personer er bekræftet smittet. Der kan dog være overlap mellem de to.

Det er smittesituationen, der afgør, hvilken farve et land er. I gule lande anbefaler Udenrigsministeriet, at man er forsigtig. Rejser frarådes dog ikke.

Ikke-nødvendige rejser frarådes til gengæld til orange lande, mens alle rejser til røde lande frarådes. Hertil gælder der fortsat særligt skærpede krav til - også for vaccinerede.

- Det skyldes, at lande og regioner kategoriseres som røde på grund af bekymrende virusvarianter, skriver Udenrigsministeriet i meddelelsen.

Politisk aftale i flere skridt

Som reglerne er nu, skal rejsende testes, inden de flyver fra "gule" lande, og når de lander i Danmark. Rejsende fra "orange" lande skal ydermere gå i isolation, når de kommer hjem.

Læs også
Sommerhusudlejere er frustrerede over rejseregler: - Maj og juni er smadret
Læs også
Sommerhusudlejere er frustrerede over rejseregler: - Maj og juni er smadret

Der slækkes også på kravene til vaccinerede udlændinge, som har fast bopæl og er vaccineret i "orange" EU- og Schengenlande, der rejser ind i Danmark.

Foruden at slippe for krav om test og isolation er det heller ikke nødvendigt, at de har et "anerkendelsesværdigt formål", før de må rejse ind. Det er lige nu nødvendigt, hvis de vil rejse ind i Danmark fra "orange" lande.

Lørdagens lempelse af rejserestriktionerne er en del af en politisk aftale i flere skridt, som partierne blev enige om tidligere på måneden.

Den næste fase træder i kraft, når alle de ældste og sårbare borgere og borgere over 50 år er vaccineret med det første af de to stik.

Her vil grænserne for, hvornår landene er de forskellige farver blandt andet blive hævet, så der skal flere smittede til, før landene bliver orange.


Nyhedsoverblik