¨

Udligningsreform er tæt på efter kaotisk forløb

Regeringen præsenterede i januar et udspil til en mere "retfærdig" udligning, hvor 1,4 milliarder kroner skulle flyttes fra de velstillede kommuner til i København og Nordsjælland til provinskommuner. Foto: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Ifølge kommentator er Socialdemokratiet og Venstre begge presset til at få en udligningsaftale vedtaget.

Efter et tumultarisk forhandlingsforløb om en ny udligningsreform for landets 98 kommuner er Socialdemokratiet og Venstre tæt på en aftale.

Måske lander den allerede tirsdag, vurderer Thomas Funding, politisk redaktør ved Avisen Danmark.

Dermed ser et konfliktpræget forløb ud til at nå sin afslutning.

Men det er en aftale uden vindere, vurderer Thomas Funding.

- Jeg tror ikke, der kommer nogen store vindere ud af det her. Både S og V-toppen er under voldsomt pres for at tage sig sammen og få det her landet.

Sætter den økonomiske ramme

Udligningsreformen sætter den økonomiske ramme for kommunerne og bestemmer fordelingen af penge imellem kommuner.

Regeringen præsenterede i januar et udspil til en mere "retfærdig" udligning, hvor 1,4 milliarder kroner skulle flyttes fra de velstillede kommuner til i København og Nordsjælland til provinskommuner.

Her stod Gentofte Kommune til at skulle aflevere mest, mens Kalundborg Kommune skulle modtage mest.

VIDEO: Statsministeren har nævnt Kalundborg Kommune som én af de kommuner, der kommer til at den største gevinst fra den kommende udligningsreform. Indtil videre er der tale om et udspil. Borgmesteren ser pengene gå til renoveringer af kommunale bygninger og normeringer i børneinstitutionerne.

02:50 Luk video

Ifølge Thomas Funding kommer den endelige aftale "langt hen ad vejen" til at ligne det udspil, der oprindeligt var fremlagt.

Forhandlingerne er blevet forsinket på grund af coronakrisen, men de har hele tiden været i gang.

De har dog været præget af uro.

Iskoldt forhandlingsklima

Allerede ved præsentationen af aftalen var der fra borgerligt hold kritik af, at regeringen ville tage for mange penge fra de velstillede kommuner og fordelte til provinskommunerne.

Det heraf lunkne forhandlingsklima skulle hurtigt blive iskoldt.

Både blå og røde partier mente, at Socialdemokratiet i løbet af forhandlingerne undlod at oplyse om flere afgørende beregninger.

En intern mail blev i februar lækket. Heri stod, at Socialdemokratiet planlagde "angreb" på Venstre under forhandlingerne.

Ifølge Thomas Funding har der dog hele tiden været et ønske fra både Venstre og Socialdemokratiet om at lande en aftale.

- Jeg har hele tiden været fortrøstningsfuld omkring en aftale, fordi begge partiformænd var blevet kølhalet, hvis de ikke var lykkes med det her, siger Thomas Funding.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App