¨

Tyve stjæler værdier for millioner i kirker hvert år

Gislinge Kirke i Holbæk Kommune har fået stjålet Y-stole over to omgange.

Kirker råder over store værdier, men er for dårligt sikrede, mener politiet. I Bråby Kirke ved Haslev er designerstole fjernet efter flere indbrud.

311 sognekirker er i gennemsnit mål for enten indbrud, tyveri eller røveri hvert år.

Der er rigtig mange værdier i kirkerne, samtidig med at de ofte er nemme at bryde ind i.

Christian Østergaard, vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi

Det viser en opgørelse fra folkekirkens selvforsikringsordning, der har tal tilbage fra 2013. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Tallene svarer nogenlunde til, at hvert menighedsråd i Danmark i gennemsnit har indberettet et tyveri eller indbrud i den periode. Dertil kommer alle de indbrud, der aldrig bliver meldt til forsikringen - typisk fordi tyvekosterne ikke overstiger kirkernes selvrisiko.

Ifølge vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Christian Østergaard er der en logisk forklaring på, hvorfor tyve går efter kirker.

- Der er rigtig mange værdier i kirkerne, samtidig med at de ofte er nemme at bryde ind i. Generelt må man sige, at kirkerne og de tilhørende bygninger er dårligt sikrede, siger han til Kristeligt Dagblad.

Folkekirkens selvforsikringsordning oplyser, at tyvene især går efter kirkegårdene, hvor de stjæler maskiner og værktøj.

I gennemsnit koster indbrud og tyverier folkekirkens selvforsikring omkring 9,5 millioner kroner om året.

Derudover betaler menighedsrådene tre til fire millioner kroner årligt i selvrisiko efter indbrud.

Et enkelt kirketyveri har vakt opsigt uden for landets grænser. Det skete, da den lille Ølstrup Kirke i Vestjylland for fem år siden fik stjålet sit kostbare altermaleri af Emil Nolde.

Efter flere års international politiefterforskning blev kirken genforenet med maleriet i begyndelsen af december.

I Syd- og Sønderjyllands Politi har man de seneste år generelt oplevet en stigning i kirketyverier - både i antal og størrelse.

Derfor har politiet sat gang i en kampagne over for kredsens provstier og menighedsråd for at få dem til at gentænke kirkernes sikring.

Dropper designklassikerne

Ifølge Kristeligt Dagblad har Bråby Kirke ved Haslev nu taget konsekvensen og valgt at droppe de dyre designklassikere i kirken. 

Tidligere i år fik kirken nemlig stjålet 12 klassiske Wegner Y-stole til en værdi af 4.000 kroner stykket. Ved indbruddet smadrede tyvene også et antikt kirkevindue, der havde omtrent samme værdi som designerstolene tilsammen. 

Det er anden gang inden for få år, at tyve er rendt med designermøbler fra kirken, så nu vil man i stedet købe billigere stole fra Ilva. Det fortæller Menighedsrådsformand Dora Jørgensen til Kristeligt Dagblad. 

Y-stole er populære tyvekoster 

TV2 ØST har også tidligere fortalt om en lignende sag i Gislinge Kirke, der ligger i Holbæk Kommune. Kirken har af to omgange været udsat for tyveri af netop Y-stolene.

Første gang slap tyvene af sted med 14 styk, og kirken valgte efterfølgende at indkøbe syv nye Y-stole som erstatning. Der gik dog ikke mere end et halvt år, før også disse syv stole blev stjålet. 

- Vi har en mistanke om, at det er de samme indbrudstyve som sidste gang, fordi det var det samme vindue, de brød ind af denne gang, sagde menighedsrådsformand Ann Hansen dengang.  

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App