TV2 ØST Løbet skudt i gang: Over 1.000 deltager over hele regionen

TV2 ØST Løbet bliver ikke afholdt med samlet start, men de tilmeldte går og løber hver for sig eller i mindre grupper i løbet af dagen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Løbeklubben fra Lundby med navnet "47 1/2 løberne" skød officielt TV2 ØST Løbet i gang klokken 8.30 her til morgen. Her var 15 medlemmer af klubben mødt frem for at løbe og gå med start fra parkeringspladsen foran TV2 ØST i Vordingborg.

- Igen i år er vi heldige med vejret. Det synes jeg altid vi er, når vi skal løbe TV2 ØST Løbet, siger Sille Roulund fra TV2 ØST, der er mødt op sammen med 47 1/2 løberne.

quote Det er jo noget, vi har glædet os til hvert år

Nicolai Winther-Stokholm, direktør, DGI Midt- og Vestsjælland

Normalt er tusinder med, når TV2 ØST Løbet skydes i gang. For andet år i træk har coronaen dog sat en effektiv kæp i hjulet - og derfor gennemføres løbet igen i år som et virtuelt løb. Det betyder dog også, at man kan melde sig til i løbet af hele søndagen.

Sille Roulund vil i løbet af dagen også besøge både Slagelse Motionsklub og Holbæk Løbe- og Motionsklub. Begge klubber har samlet nogle af deres medlemmer, så de kan være sammen om deltagelsen i TV2 ØST Løbet.

De mere end 1.000 deltagere kan selv bestemme, hvor og hvornår de vil løbe eller gå deres valgte distance. Nogle tager bare turen helt alene, andre løber med familie og venner, mens nogle samles med løbeklubben for at få en fælles oplevelse i mindre grupper. På grund af coronarestriktionerne kan TV2 ØST Løbet nemlig ikke blive afholdt som en stor, samlet løbefest, som det plejer.

- Det er jo noget, vi har glædet os til hvert år, forklarer Nicolai Winther-Stokholm, der er direktør for DGI Midt- og Vestsjælland og medarrangør af TV2 ØST Løbet.

- Nu har det jo desværre ikke kunnet lade sig gøre med et stort samlet løb på grund af de her forsamlingsforbud, men det er jo rigtig fedt, at der er så mange, der har tilmeldt sig.

Klokken 10 skød løberne i Haslev deres 20 kilometer lange rute i gang.
Klokken 10 skød løberne i Haslev deres 20 kilometer lange rute i gang. Foto: Mie Thomsen

Coronaen har fået folk i gang

Coronakrisen har dog ikke kun været negativ i forhold til at få folk ud at røre sig.

DGI har oplevet en voksende interesse for at både løbe og gå, nu hvor folk hverken har kunnet komme i motionscenter eller bruge tiden på restaurantbesøg eller museer.

Derfor har det været ekstra vigtigt for DGI og TV2 ØST ikke bare at aflyse TV2 ØST Løbet, men at lave løbet virtuelt, hvor man stadig løber sammen, men hver for sig.

- Vi har set denne her bevægelse, der har været med at mange er kommet ud at løbe og gå, fortæller Nicolai Winther-Stokholm fra DGI Midt- og Vestsjælland.

- Der har det været vigtigt for os at skabe noget, hvor vi har kunnet holde noget motivation og noget gejst i gang - t give denne her mulighed for at komme ud at løbe og gå, hver for sig stadigvæk, men i alt fald at komme ud at røre sig.

Rocky
Foto: Kasper Søgaard Alstrup

Pølsevogn og skovtur

I Slagelse Motionsklub har man taget udfordringen op. Her har klubben booket en pølsevogn, så der er en ekstra motivation for medlemmerne til at komme og være med. Pølsevognen er stillet op ved klublokalerne i Slagelse Lystskov, hvor ruterne har deres udgangspunkt.

- Vi er en meget social klub, og det med fællesskabet er også det, medlemmerne hungrer meget efter, fortæller Peter Maaløe, formand for Slagelse Motionsklub, der har både gå og løbehold.

I Holbæk Løbe- og Motionsklub har man også arrangeret fælles deltagelse til TV2 ØST Løbet med mødested i en skov, hvor der er fællesdepot og hyggeligt samvær.

- Vi går jo alle sammen og hungrer efter at komme ud af det her corona, og komme ud og løbe nogle løb - ud at være sammen i klubberne, forklarer Hans Bruun-Jensen, der er medlem i klubben og skal løbe 10 kilometer.

- Og på denne her måde, kan vi trods alt mødes og lave noget socialt, bare vi holder os under de 50 deltagere ad gangen, smiler Hans Bruun-Jensen.


Nyhedsoverblik