På trods af prisstigninger og neutrale pakker er antallet af rygere i Danmark ikke blevet mindre siden 2020.
Sidste år var det stadig næsten hver femte person i Danmark, der røg cigaretter eller anden form for tobak.
Det viser rapporten "Danskernes rygevaner 2022" som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.
Her fremgår det, at 13 procent ryger dagligt, mens seks procent ryger lejlighedsvist.
Andelene er uændret i perioden fra 2020 til 2022.
De tre anbefalinger
Der er ellers i samme periode blevet indført flere tiltag, der havde til hensigt at nedbringe antallet af rygere.
Blandt andet er prisen på cigaretter steget, tobaks- og nikotinprodukter må ikke længere være synligt fremme i butikkerne, og der er blevet indført neutrale pakker.
Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, fremhæver især to årsager til, at antallet af rygere alligevel ikke er faldet.
Den første årsag er, at der er kommet flere nikotinprodukter på markedet, som især bruges af børn og unge.
Andelen af de 15-29-årige, der anvender røgfrie nikotinprodukter som eksempelvis snus eller nikotinposer, er steget fra 10 til 14 procent fra 2020 til 2022.
- Det kan være en gateway, hvor man senere går over til tobaksrygning. Man kan nok godt sige, at vi er lidt bagud i forhold til nikotinområdet. Vi havde ikke set, at det ville udvikle sig så voldsomt, siger Niels Sandø.
80.000 skal stoppe med at ryge om året
Den anden årsag er, at de rygere, der har et ønske om at holde op, ikke alle sammen får tilstrækkelig hjælp.
- Der ligger et kæmpe potentiale i at sikre, at de får et rygestoptilbud, for vi ved, at det har en effekt.
- Men de skal vide, at det findes, og det skal være tilgængeligt på det tidspunkt, hvor borgerne har mulighed for at komme. Og så kan blandt andet sygehusene blive bedre til at henvise til tilbuddene, siger Niels Sandø.
Rapporten viser, at to ud af tre af dem, der ryger enten dagligt eller lejlighedsvist, gerne vil stoppe.
Af de daglige rygere har 77 procent allerede forsøgt, mens det samme gælder for 40 procent af dem, der ryger lejlighedsvist.
Ifølge Mads Lind, der er chefkonsulent i Hjerteforeningen, kan netop øget hjælp til rygestop være med til igen at nedbringe antallet af rygere i Danmark.
- Den information, borgerne får om hjælp til rygestop, er i den lave ende. Jeg mener, at sundhedsvæsenet har forsømt at oplyse tilstrækkeligt om, at hjælpen virker, og hvor man kan få den, siger han.
- Vi oplyser patienter selv, når de ringer ind. Men vi har ikke ressourcer til at lave egentlig kampagner målrettet befolkningen. Det, mener jeg, er en national opgave, siger han.