Trods behandlingsgaranti - ventetid på operationer vil trække ud

Fredag træder behandlingsgarantien i kraft igen. Patienterne ser frem til at få dato på deres operationer, men der kan gå lang tid endnu, før de kommer til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra i morgen, fredag, træder behandlingsgarantien i kraft igen. Garantien har været suspenderet siden den 3. januar på grund af corona, men nu har regeringen altså besluttet at genindføre garantien, og det er de godt tilfredse med hos Gigtforeningen.

- Det betyder noget, at man ved, hvornår man kan blive opereret, hvornår man kan blive udredt. Det betyder også noget, at man gør det nu, for vi ved, at der bliver lang ventetid på grund af den pukkel, der er, siger Mette Bryde Lind, der er direktør i Gigtforeningen.

- Vi er bagud med så mange ting

Behandlingsgarantien sikrer, at en patient får en diagnose eller bliver stillet et videre udredningsforløb i udsigt inden for 30 dage. Gigtforeningens medlemmer venter på operationer i alt fra skulder til knæ, og mange har i forvejen ventet længe på grund af coronapandemien.

- Mange andre siger, "'det er jo bare en operation", men når man går og har mange, mange smerter, og man ikke kan få sit liv til at hænge sammen og måske risikerer at miste sit job, så har det stor betydning, at man ved, hvornår man kan få en operation, lyder det fra Mette Bryde Lind.

Læs også
Corona presser sygehuse - risikerer at skulle udskyde kræftpatienter
Læs også
Corona presser sygehuse - risikerer at skulle udskyde kræftpatienter

Selvom behandlingsgarantien nu er tilbage, så går der nogen tid, før det for alvor kan mærkes for patienterne, lyder det fra Bjarne Skjødt Hjaltalin, der er formand for Overlægeforeningen.

- Problemet er jo, at dels har vi så meget personale, der er syge i øjeblikket, så det er fuldstændigt urealistisk alene på den baggrund, og dels er vi så langt bagud med så mange forskellige ting, så det kommer ikke til at kunne lade sig gøre. Så det er en politisk udmelding - ikke andet. Det hænger ikke sammen med virkeligheden i hvert fald, siger Bjarne Skjødt Hjaltalin.

Det vil trække ud

Hos Region Sjælland har de ikke noget overblik over, hvor mange operationer der er blevet udsat, men de forventer, at det kommer til at tage tid at komme i bund.

- Der er ingen tvivl om, at det vil trække ud. Det allervigtigste for mig og Region Sjælland er, at vi hurtigst muligt får hjulpet alle de patienter, der venter, men det skal også gøres, så det kan lade sig gøre for vores medarbejdere, uden at vi knækker sundhedsvæsenet, og det skal gøres, så vi kan komme op på 100 procent og igen kan overholde garantierne, siger Heino Knudsen (S), der er formand for Region Sjælland.

Læs også
Hårdt ramte senfølgepatienter må vente uger på hjælp
Læs også
Hårdt ramte senfølgepatienter må vente uger på hjælp

Region Sjælland er klar over, at det bliver en udfordring at leve op til behandlingsgarantien. Derfor vil de i næste uge politisk drøfte, hvordan de kan hjælpe hospitalerne bedst muligt.

Hos Gigtforeningen håber de bare, at deres medlemmer snart får afklaring.

- Og jeg håber også, at man vil sørge for at kommunikere det her til patienterne, så de ved, hvornår de rent faktisk kan forvente at blive indkaldt til deres operation, siger Mette Bryde Lind.

Hvis de offentlige sygehuse ikke kan leve op til behandlingsgarantien, så har man som patient ret til at få behandling på et privathospital.


Nyhedsoverblik