Trecifret millionbeløb kan være på vej til cykelstier i vores område

En ny aftale på Christiansborg sikrer, at der kan være 118 millioner kroner til at forbedre cykelstierne i vores område.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skal flere vælge cyklen til i stedet for at tage bilen på job, så skal cykelstierne også være bedre.

Det er tanken bag et stort forlig på Christiansborg, hvor der nu afsættes 520 millioner kroner til at forbedre forholdene for landets cyklister ved at bygge cykelstier langs statsvejene. Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Bag den nye aftale står regeringen, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikale Venstre.

Konkrete planer ikke på plads

Forligsparterne har ikke konkret udvalgt hvilke projekter, der kan få støtte – men Vejdirektoratet har sammensat en liste over mulige projekter, hvoraf projekter for 118 millioner kroner findes i vores område.

Her er det dyreste projekt i vores område fra Møn, hvor Lendemarke forbindes med Vigen af en cykelsti. Projektet anslås at koste 42 millioner kroner.

Vordingborgs borgmester, Mikael Smed (S), er glad for både den økonomiske aftale og det faktum, at projektet fra Møn nævnes af regeringen i forbindelse med cykel-aftalen.

- Det er super godt, at partierne er kommet frem til det resultat her. Det er mange penge at bruge på cykelinfrastruktur og trafiksikkerhed. Vi har arbejdet hårdt på at få denne strækning sikret også, så vi er glade for, at den nævnes, siger han til TV2 ØST.

Arbejder for flere cykelstier

Han kalder det en proces for kommunen, der igennem mange år har arbejdet for at der etableres cykelstier lands statsvejene i kommunen.

- Det er et ongoing lobbyarbejde, og vi mangler især én strækjning, nemlig Gammel Kalvehave og Langebæk. Men vi håber, at det kommer med, så statsvejene her i kommunen sikres helt, siger han.

På listen fra Vejdirektoratet fremgår ud over projektet på Møn også følgende projekter i vores del af landet:

• Cykelsti Vetterslev – Buske, Næstved/Ringsted, anlægsoverslag: 31 mio. kr.

• Cykelsti langs Oddenvej på Sjællands Odde, Odsherred Kommune, anlægsoverslag: 17 mio. kr.

• Cykelsti Blangslev - Hammer Torup, Næstved Kommune, anlægsoverslag: 26 mio. kr.

• Stikrydsning ved Balstrupvej i Ringsted, Ringsted Kommune, anlægsoverslag: 2 mio. kr.

Alt i alt er der 24 projekter på Vejdirektoratets liste. Dertil er afsat 150 millioner kroner, som kan bruges på projekter, hvor kommunerne selv skal betale halvdelen af prisen på anlægsarbejdet.


Nyhedsoverblik