Tre børn ramt af ukendt leverbetændelse

Storbritannien og USA har set flere tilfælde af leverbetændelse uden kendt årsag. Nu ses det også herhjemme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tre danske børn har været ramt af leverbetændelse, som lægerne ikke kender årsagen til.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en nyhed på hjemmesiden.

Fælles for tilfældene er, at der ikke er tale om de mest almindelige former for leverbetændelse, som kaldes hepatitis A til E.

- Det er flere, end vi ville forvente. Alle børn har været indlagt, og flere har været alvorligt syge, men heldigvis har ingen af dem haft brug for levertransplantation, siger overlæge Anders Koch fra Statens Serum Institut.

Mange tilfælde i udlandet

Siden nytår har man også i udlandet set flere tilfælde af leverbetændelse af ukendt årsag blandt børn under 10 år.

I England og Skotland er der eksempelvis registreret 74 tilfælde. Heraf har nogle af børnene været så hårdt ramt, at det har været nødvendigt med en levertransplantation.

Derudover er der registreret 9 tilfælde af den ukendte variant af leverbetændelse i staten Alabama i USA, 12 tilfælde i Israel og 7 tilfælde i Spanien.

Ingen grund til uro

De danske sundhedsmyndigheder har nu iværksat en udvidet overvågning af de uafklarede tilfælde:

- Normalt holder vi jo øje med hepatitis, der skyldes bestemte virus – for eksempel hepatitis A. Men nu har vi imidlertid nogle børn med leverskade, som vi reelt ikke ved, hvad skyldes.

- Derfor har vi nu udvidet overvågningen, så Sundhedsstyrelsen og SSI sammen med børnelægerne – herunder ikke mindst børneleverlægerne – holder øje med og registrerer den slags tilfælde, siger Anders Koch.

Overlægen mener dog ikke, at der er grund til uro:

- Selv hvis der er tale om en konkret årsag og ikke sporadiske tilfælde, så er risikoen for, at det enkelte barn bliver ramt af denne sjældne form for leverbetændelse, stadig utrolig lille.

Træthed, kvalme og opkast

De typiske, tydelige symptomer på leverbetændelse er hvidlig afføring, meget mørk urin og gulfarvning af øjne og hud.

Forinden vil man typisk have udtalt træthed, nedsat appetit, kvalme og opkast, mavesmerter eller muskel- og ledsmerter.

- Man skal som forælder forholde sig, som man plejer, når ens barn bliver syg og søge læge, hvis man er bekymret for barnets tilstand, siger Anders Koch.

Leverbetændelse skyldes ofte infektion med en virus, der trænger ind i kroppen og angriber leveren, hvor der opstår betændelse.

Der opdages ifølge hjemmesiden apoteket.dk omkring 100 tilfælde af akut leverbetændelse om året i Danmark. Men det reelle tal er formentlig højere, da ikke alle smittede søger læge.