Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det skyldes ifølge enhedschef i Sundhedsstyrelsen Kirstine Moll Harboe, at det ikke er lykkedes at sikre en tilslutning på et tilstrækkeligt niveau.
- Vi indførte tilbuddet om influenzavaccination til raske børn for at forebygge influenzasygdom i børnefamilierne, beskytte sårbare familiemedlemmer og reducere influenzasmitte i samfundet, siger hun i meddelelsen.
- Effekten i form af begrænset smittespredning i samfundet kræver imidlertid, at tilslutningen når et vist niveau, og det lykkedes ikke i de år, hvor børnene var en del af programmet, lyder det videre.
Børn, der har en særligt øget risiko for at få et alvorligt influenzaforløb, vil fortsat blive tilbudt en vaccine. Det kan eksempelvis være børn med en kronisk sygdom.
Generelt vil alle personer, der er 65 år eller ældre, blive tilbudt at blive vaccineret mod både influenza og covid-19.
Vaccinationsperioden begynder 1. oktober og slutter 20. december, oplyser Sundhedsstyrelsen.