Forsker: Sådan styrer du tidens hastighed

Mellem jul og nytår sætter TV2 ØST fokus på begrebet tid. I artiklen her kan du møde en række mennesker, der har forskellige forhold til fænomenet.

101 år er meget længe at leve. 

Spørg bare Ragnhild Pedersen fra Kappel på Lolland, der blev født i 1920 og gift med sin mand under 2. Verdenskrig.

Hun har været vidne til samfundets udvikling i over 100 år og kan blandt andet huske, da man i landbruget skiftede hestene ud med traktorer.

Det er langt fra alle, der kommer til at leve lige så længe som Ragnhild Pedersen, og derfor har vi spurgt filosof og professor emeritus Mogens Pahuus fra Aalborg Universitet, hvordan man får det meste ud af den tid, man nu har fået tildelt.

- Jeg mener, at den måde, vi oplever tiden og rummet på, hænger sammen med den måde, vi er virksomme og foretagsomme, siger Mogens Pahuus.

Han har siden 1975 arbejdet med at forstå den menneskelige tilværelse, og gennem sine studier af filosofiske værker og litteratur har Mogens Pahuus fundet et muligt svar på, hvordan vi får et bedre forhold til tiden, der ofte føles som om, den går alt for hurtigt.

Ragnhild Pedersen har boet på Lolland hele sit 101-årige liv.
Ragnhild Pedersen har boet på Lolland hele sit 101-årige liv. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Tid er noget meget mærkeligt noget. Det er selvfølgelig ikke en genstand, men sådan kan den godt komme til at fremstå for os, siger filosoffen.

- Vi synes, vi har tiden liggende foran os som sådan et rum, der er mere eller mindre beslaglagt og opfyldt af opgaver, siger han.

Mogens Pahuus peger på, at det er typisk for vores tidsalder, at vi har så meget fokus på vækst og produktivitet, og derfor kan vi ende med at overse værdien i at være til stede i nuet

Han opfordrer derfor til, at man øver sig i at være mere nærværende og prøver at være mindre resultatorienteret, for på den måde kan man lære at opleve tiden på forskellige måder og have perioder med en mere dvælende tid, som han kalder det.

- Hvis vi tænker på børn, så kan de jo godt have vældigt travlt sådan en sommerdag på stranden eller være ivrigt optaget af noget, men de er ikke så optagede af at nå et resultat, som de er optagede af selve aktiviteten, siger han.

Et af de mennesker, der er blevet rigtig god til at være til stede i nuet, er Peter Løn, der er begyndt at gå ture i skoven med sin kone Ulla, som lider af en demenssygdom.

Han fortæller, at hendes behov for at tage tingene helt stille og roligt har givet ham evnen til at være endnu mere nærværende.


Ifølge Morgen Pahuus er naturen et rigtig godt sted at finde frem til en anden måde at opleve tiden på.

- Så længe du er i byen, aflæser du en række meddelelser. Alt, hvad der er i byen, er til for et bestemt formåls skyld, og naturen har en anden karakter. Den åbner for sanserne og for kropslig udfoldelse, siger han.

Og den dvælende tid i naturen eller andre steder kan ifølge Mogens Pahuus også hjælpe os til at blive bedre til at overskue de helt store spørgsmål i livet.

- Når vi nærmer os slutningen, og det gør jeg på 76 da også, så er det ligesom meget nemmere at sige farvel til tilværelsen, hvis man har oplevet, at den har haft fylde, siger han.

Ulla og Peter Løn, inden Ulla blev syg.
Ulla og Peter Løn, inden Ulla blev syg. Foto: Privatfoto

- Jeg tror, det er muligt at tage afsked med livet på en anderledes forsonet måde, end hvis man føler, at ens liv har været ulevet, at man har haft travlt med alt muligt men ikke har oplevet en virkelig og dyb tilfredsstillelse og meningsfuldhed, mens det stod på.

- Når vi finder frem til vores egne evner og spontane kræfter, bliver vi opslugt og er selvforglemmende, og så tænker jeg, at der ligesom er så meget overskud i vores tilværelse, at vi ikke synes, at tanken om, at vores liv er endeligt, er tyngende, siger Mogens Pahuus.

Selvom Emma Legène langt fra er 76 år, så tænker hun også på, hvor meget tid vi har igen. For hun er bange for, at vores kollektive fortravlede livsførsel blandt andet vil skabe en fødevarekrise.


For det enkelt menneske består den tid, man allerede har levet, af en lange række af minder og oplevelser, som er mere eller mindre tydelige i erindringen.

Mogens Pahuus husker for eksempel tydeligt, at der også var krisestemning i hans ungdom, hvor man var bange for atomkrig, og han mener faktisk, at man kan bruge sine erindringer til at skabe en balance mellem sin egen fortid, nutid og fremtid.

- Fra Kierkegaard har man den dér skelnen mellem at huske og at erindre, fortæller han.

Emma Legène er med i aktivistgruppen Extinction Rebellion.
Emma Legène er med i aktivistgruppen Extinction Rebellion. Foto: Malek Bigum

Når man husker, så genkalder man sig nogle konkrete ting, men når man erindrer, så kan man mærke det i kroppen, fortæller Mogens Pahuus.

- Erindringen kan pludselig blive vakt af forskellige ting, og så bliver man ligesom ført tilbage i tiden. Erindringer giver også lidt mere af den livsstemning, man var i dengang man oplevede tingene, fortæller han.

Ove Geldstrup er et af de mennesker, hvor erindringen om en helt bestemt dag i oktober 1995 stadig sidder i kroppen.


For Ove Geldstrup læger tiden ikke såret efter Uffes selvmord, men hjertet på Vejrhøj hjælper ham med at skabe en forbindelse til sønnen, som i fysisk forstand forsvandt fra hans liv i 1995, men som 26 år efter, fortsat er til stede i Ove Geldstrups erindring.

Og for os alle kan det være nyttigt at forholde os til de ting, vi har gennemlevet i vores tid på jorden, siger Mogens Pahuus, også selvom det kan føles nemmere at glemme dem og komme videre i teksten.

For når vi lever så fortravlet, som mange af os gør, så kommer vi ofte til at have mere fokus på fremtiden end på fortiden og nutiden.

Ove Geldstrup lavede det store lysende hjerte i 1996 og siden er det blevet tændt til advent hvert år.
Ove Geldstrup lavede det store lysende hjerte i 1996 og siden er det blevet tændt til advent hvert år. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Vi er så fremtidsorienterede, at det nærværende liv i nutiden, plus det at have erindringerne og dermed fortiden med os, bliver uvant, siger Mogens Pahuus.

Og han peger på, at evnen til at bære fortiden med sig kan være en måde at få et liv, som føles mere meningsfuldt.

- Der er nogle mennesker, som godt kunne føle, at hvis de havde fortiden mere med sig på erindrende vis, så var deres tilværelse mere vellykket, siger han.

Birgit Westergaard fra Kalundborg er et af de mennesker, der ofte har tænkt tilbage på sin fortid og brugt den til at forstå sit eget held. Som otteårig havde hun nemlig en voldsom oplevelse, som står så tydeligt for hende, at hun har båret den med sig lige siden.


Tekst: Thea Berg

Video: Peter Kryger og Bue Bukh 

Foto: Peter Kryger og Thomas Lekfeld/Ritzau Scanpix