Tårerne trillede hos drabstiltalt: - Jeg hader, at han skal have et lorteliv

Tirsdag fik tårerne frit løb, da en drabstiltalt mand i Østre Landsret blev spurgt, hvorfor han beskylder sin ven for at have begået to brutale mord.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg fortryder indimellem, siger S.E., der beskylder sin tidligere bedste ven S. for at have begået to mord.

Stemmen knækker, benene ryster og hovedet farves knaldrødt.

Han løfter armen og tørrer øjnene i sin sorte sweatshirt.

- Jeg hader, at han skal have et lorteliv, siger han.

quote Jeg har bevidst løjet rigtig meget for at tage skylden for S., men S. har også løjet

Drabstiltalt

På bænken til højre sidder S., der forsøger ikke at rette blikket mod S.E.

Det er tydeligt, at der stadig er følelser imellem de to tidligere bedste venner, som nu sidder i Østre Landsret, tiltalt for i fællesskab at have begået to brutale drab i 2019.

De mener begge, at det er den anden, der slog mændene ihjel.

Drabene

I Retten i Næstved blev de i september 2020 idømt fængsel på livstid for drab, ildspåsættelse og usømmelig behandling af lig. De har begge anket til frifindelse. De to drab blev begået i 2019 med to måneders mellemrum.

Det første drab var den 20. april 2019. Her blev Kiehn Georg Andersen, der var kendt i lokalområdet som møntsamler, dræbt i sit hus i Ruds Vedby, hvor han boede alene. 

Han døde ifølge de retsmedicinske erklæringer af vold, primært begået mod halsen. Efterfølgende blev der sat ild til møntsamlerens hus, mens hans lig blev smidt i Blæsinge Grusgrav ved Slagelse. I hans tøj fandt man 14 tunge sten, der skulle holde liget nede.

Det andet drab blev begået den 16. juni 2019. Her blev pensionist Poul Frank Jørgensen, der ligesom møntsamleren boede alene, dræbt med kniv i sit hus i Vemmelev. Mens hans lig lå på stuegulvet, blev der sat ild til huset.

Hvem gjorde det?

Tirsdag skulle S.E. afhøres i Østre Landsret og som noget af det første spørger anklager Emil Folker, hvem der slog de to mænd ihjel i 2019.

- Det var S., svarer den drabstiltalte S.E.

S.E. er 46 år, førtidspensionist og var før drabene bedste venner med den anden drabstiltalte, den 37-årige it-konsulent S. Siden er venskabet dog gledet ud, og de to tidligere venner beskylder nu hinanden for drab.

Læs også
Beskrev drab i detaljer, men nægter sig skyldig
Læs også
Beskrev drab i detaljer, men nægter sig skyldig

I starten påstod S.E. ellers, at det var ham alene, der havde slået mændene ihjel, men den forklaring har han altså ændret siden.

- Jeg har bevidst løjet rigtig meget for at tage skylden for S., men S. har også løjet, siger S.E.

Ordene falder i et roligt toneleje, og S.E. sidder helt afslappet, mens han taler.

- Jeg følte, at S. havde reddet mit liv, fordi jeg var selvmordstruet i en periode. Derfor følte jeg, at jeg havde en gæld til ham, siger S.E.

Ændret forklaring

Da S.E. ændrede sin forklaring til, at det var vennen S., der havde begået de to drab, skyldtes det et hensyn til familien, påstår han.

- Jeg beslutter, at det må være min loyalitet overfor min kæreste og familien, der må vægte højere end min loyalitet overfor S.

Stemmen knækker, benene ryster.

- Jeg savner mine børn, siger han.

Hans forsvarer, Karoline Døssing Normann, rejser sig og går over til ham for at række ham en serviet. Så behøver han ikke at tørre tårerne af i ærmet på sin sweatshirt, som han hidtil har gjort.

Det er, da emnet falder på, at han ikke længere erkender sig skyldig i drab, men i stedet har peget på sin gamle ven S. som drabsmand, at tårerne begynder at trille.

- S. er den bedste ven, jeg nogensinde har haft, siger han.

S. søgte spænding

Da forsvareren for S., Jane Ranum, får ordet i retssalen, spørger hun yderligere til de tiltaltes forhold.

- Er S. ond?, spørger Jane Ranum.

- Han finder stor nydelse i at se andre lide, han kan godt lide at mishandle dyr, han mishandlede sin ekskæreste og kan også mishandle andre verbalt, påstår S.E.

- Men han har aldrig været ond overfor mig, understreger han.

Læs også
To mænd idømt livstid for drab på ældre mænd i Ruds Vedby og Vemmelev
Læs også
To mænd idømt livstid for drab på ældre mænd i Ruds Vedby og Vemmelev

Ifølge S.E. fandt S. deres venskab spændende.

- S. gør rigtig mange ting for at søge spænding. Han mangler det i hverdagen og syntes, det var meget spændende at være sammen med mig og min omgangskreds, hvor der hele tiden foregik noget.

- S. havde ikke nogen venner. Jeg var hans eneste ven. Han er sådan en computernørd, der er meget ensom, siger S.E.

Afviser "bad standing"

Under sidste uges afhøringer fortalte S., at S.E. var i “bad standing” hos nogle skumle typer, som han skyldte en masse penge.

Det afviste S.E. blankt tirsdag.

- Jeg er ikke i “bad standing”, det er noget rockernoget, og det har jeg ikke noget med at gøre, siger han.

Han har en dårlig økonomi, men hvis han har brug for penge, kan han låne af sin mor, fortæller han.

Han fortæller dog, ligesom S. gjorde i sidste uge, at hans familie og venner bliver truet, og at han ikke tør fortælle mere, end han allerede har gjort.

- Der er seks forskellige mennesker, der ville sætte mig fri ved at fortælle sandheden, men de er blevet truet, siger S.E.

Han påstår, at han godt ved, hvem det er, der truer hans familie og venner, men han vil ikke afsløre det.

- Jeg er bange for dem, siger han.

Var på drabsstedet

Ifølge S.E. var han sammen med S. ude hos det første offer, Kiehn Georg Andersen.

- Formålet var at destruere børneporno, give Kiehn et par flade eventuelt og udskamme ham, siger S.E.

S.E. ledte efter børneporno ovenpå i møntsamlerens hus, mens S. ledte nedenunder. S.E. fandt en kasse, som han mener indeholdt børneporno og gik ned til S. Da han kom ned, lå Kiehn Georg Andersen død. S.E. forsøgte at genoplive ham, men det lykkedes ikke.

quote Jeg ville gerne væk, jeg ville ikke have noget med ham at gøre

Drabstiltalt

Ved det andet offer, Poul Frank Jørgensen, påstår han, at han ikke var til stede. Han forklarer dog, at Poul Frank Jørgensens navn var på af de kuverter med børnepornografi, han fandt hos Kiehn Georg Andersen, og det var derfor, at S. tog ud til ham og endte med at begå drab. 

Efterfølgende påstår han, at det børnepornografiske materiale blev brændt.

Anklager Emil Folker har dog meget tydeligt overfor nævningene ved sagens begyndelse understreget, at der ikke er fundet et eneste tegn på, at Poul Frank Jørgensen eller Kiehn Georg Andersen skulle have opbevaret børneporno.

Tæt forhold

Hos Kiehn Georg Andersen blev der fundet to uåbnede kondomer på gårdspladsen. På kondomerne fandt politiet DNA fra S., der er tidligere kriminel, og derfor står opført i politiets DNA-register. 

S. har tidligere påstået, at S. og S.E. var meget tætte venner. Sms-beskeder fra en kvinde tyder på, at de sammen har haft sex med hende.

S.E. har dog ikke lyst til at svare på, om det var tilfældet, da Jane Ranum tirsdag foreholder ham beskederne.

- Jeg har ikke lyst til at blive hængt ud for min seksualitet, siger S.E.

S.E. påstår også, at det tætte forhold til vennen S. begyndte at smuldre efter, at S. ifølge S.E. havde begået drabet på Kiehn Georg Andersen. På det tidspunkt boede de sammen.

- Jeg flyttede adresse lige efter, han havde dræbt Kiehn, jeg ville gerne væk, jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Det var svært, da han er en af de bedste venner jeg nogensinde har haft, siger S.E.

Retssagen fortsætter torsdag, og der forventes skyldkendelse og eventuelt dom i februar.


Nyhedsoverblik