Nyhedsoverblik

Styrelse advarer om fare ved oversvømmelser

Styrelsen for Patientsikkerhed advarer folk mod at komme i kontakt med kloakvand i tilfælde af oversvømmelser i forbindelse med uvejret lørdag.

Det skriver styrelsen på sin hjemmeside fredag.

Lørdag ventes der voldsomt regnvejr i store dele af Danmark. Flere kommuner forbereder sig derfor på risikoen for oversvømmelser.

Oversvømmes ens bolig, bør man især holde øje med, om der er tale om kloakvand, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vandet kan nemlig være farligt, siger Charlotte Hjort, enhedschef i styrelsen.

- Kloakvand kan indeholde sundhedsskadelige bakterier, vira og andre mikroorganismer fra menneskers fækalier og rotter.

- Det kan betyde risiko for infektioner og gener fra mave, tarm og åndedrætsorganer, siger hun.

Hvis det voldsomme regnvejr får ens kloak til at løbe over, og vandet ender inde i boligen, skal man have fat i gummistøvler og handsker, inden man går i gang med at fjerne vandet, lyder det videre fra Charlotte Hjort.

Kloakvandet bør nemlig ikke komme i kontakt med huden.

Man skal også sikre sig, at man ikke får vandet i øjnene eller munden.