Stort hop i børns henvendelser om digitale krænkelser

Red Barnet havde 1319 henvendelser om krænkelser på nettet i 2020 mod 707 året før. De ønsker mere lovgivning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste år oplevede Red Barnet en 87 procents stigning i henvendelser fra børn og unge om digitale krænkelser.

Organisationens SletDet-rådgivning, som hjælper børn og unge, der har været udsat for krænkelser på nettet, modtog 1319 henvendelser i 2020. Året inden var der 707 henvendelser.

Det skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.

quote Vi er glade for, at flere børn og unge henvender sig. Det betyder, at flere får hjælp

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet

- Vi er glade for, at flere børn og unge henvender sig. Det betyder, at flere får hjælp, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

- Men vi er samtidig dybt bekymrede over, at så mange børn og unge oplever digitale krænkelser som eksempelvis at få delt et intimt billede uden at have givet samtykke til det. For vi ved, at det kan have voldsomme konsekvenser for et barns liv eller ungdomsliv.

Nedlukning har gjort børn mere digitalt udsatte

Næsten en tredjedel af henvendelserne drejede sig om sexkrænkelser som eksempelvis at få delt et nøgenbillede ufrivilligt.

Red Barnet mener, at coronakrisen har gjort børn og unge mere digitalt udsatte. Nedlukningen har betydet, at deres undervisning og sociale liv i højere grad foregår over nettet.

Læs også
Hver femte kvindelige kommunalpolitiker har oplevet krænkelser
Læs også
Hver femte kvindelige kommunalpolitiker har oplevet krænkelser

Organisationen ønsker nu, at digitale krænkelser bliver taget "langt mere alvorligt".

- Vi har i allerhøjeste grad brug for en lovgivning, der tager digitale krænkelser mere alvorligt.

- Blandt andet ved at pålægge sociale medier at fjerne krænkende materiale, senest 24 timer efter at de har fået besked om det. Ligesom vi har behov for, at ofre kan få langt bedre hjælp, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Udvidede åbningstider kan have ført til stigning

Hun fortæller, at Red Barnet oplever børn og unge, der stopper med at gå i skole eller isolerer sig, fordi de eksempelvis er bange for, at andre har set et intimt billede af dem, eller fordi de bliver afpresset af krænkeren.

SletDet-rådgivningen blev oprettet i 2016. Her er det psykologer, socialrådgivere og tidligere specialefterforskere, der hjælper børnene og de unge.

Det kan eksempelvis være med at tage kontakt til sociale medier, kontakte politiet, hvis der er behov for det, eller ved at give psykologisk førstehjælp.

Rådgivningen udvidede åbningstiderne i 2020. Det kan også være en faktor i stigningen af henvendelser, vurderer Red Barnet.


Nyhedsoverblik