Færre drak øl og satte sig bag rattet end normalt, da juleøllerne i sidste uge kom på gaden.
Den traditionalle J-dag blev gennemført med langt færre arrangementer end normalt - og det kan være årsag til, at kun få i år sammenlignet med sidste år blev taget i trafikken med alkohol i blodet.
Det viser tal fra Rigspolitiet samt de to politikredse i TV2 ØSTs område.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi blev tre personer i løbet af dagen sigtet for spirituskørsel, mens det tilsvarende tal i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds er fire. På landsplan er det samlede tal 24, og samtidig blev der registreret seks trafikuheld, hvor der var alkohol indblandet.
Fandt narko i stedet
Hvor julebryggen normalt frigives klokken 20.59, så kunne den i år købes fra klokken 07.00 om morgenen de steder, hvor der var åbent. Opgørelsen går derfor fra tidlig fredag morgen til tidlig morgen lørdag.
Mens der ikke var meget gang i festerne, så var der omvendt mange, der blev taget med narkotika eller medicin i blodet, viser politiets tal.
Artiklen fortsætter under kortet.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi blev to taget for narkokørsel, mens tallet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds var på syv. På landsplan blev 36 personer i løbet af døgnet taget for narko- eller medicinkørsel.
Hvor den såkaldte J-dag normalt er en stor gå-i-byen aften for både unge og gamle, så gjorde risikoen for corona-smitte, at afholdelsen i år blev anderledes afdæmpet uden ret mange formelle arrangementer, og med et meget tidligere lanceringstidspunkt på dagen.
Traditionen tro holdt politiet dog fast i at gennemføre sprit- og narkokontroller på dagen.
Ikke overraskende er det landsdækkende tal for sigtelser for spiritusbilisme dog faldet voldsomt fra 2019 til 2020. Hvor 24 på landsplan blev sigtet for spirituskørsel, så er det tilsvarende tal fra sidste år på 36.
I 2019 blev 38 personer dræbt, og 163 personer kom til skade i forbindelse med spiritusrelaterede ulykker. Det tilsvarende tal i 2020 er endnu ikke gjort op.