Statsministerkandidat eller ej: Pape indkalder til pressemøde

Jakob Ellemann-Jensen (V) er blå bloks eneste statsministerkandidat, men han får måske snart selskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, holder pressemøde mandag klokken 10.30.

Det skriver han på Facebook.

Pape tilføjer, at han har noget, han "gerne vil fortælle hele Danmark".

quote Jeg vil dog allerede nu gerne sige: Jeg har ambitioner for Danmark

Søren Pape Poulsen (K)

Det forventes, at Pape meget snart melder ud, om han er statsministerkandidat eller ej. Pape har lovet at gøre det, inden næste valg, og i disse dage er valgudskrivelsen det helt store tema i dansk politik.

- Mit parti har været på en udviklende rejse de seneste år. Det samme har jeg. Og nogle vil nok gætte på, hvad det er, pressemødet handler om.

- Men jeg vil holde spændingen lidt endnu. Jeg vil dog allerede nu gerne sige: Jeg har ambitioner for Danmark. Vi har et vidunderligt land, som kan blive endnu bedre, skriver Pape.

Pressemødet finder sted på Christiansborg, oplyser partiet til Ritzau.

Et ekstra pressemøde

Tirsdag til torsdag holder De Konservative sommergruppemøde, og det er planlagt, at Pape i den forbindelse holder pressemøde onsdag. Så der er altså tale om et ekstra pressemøde fra Pape.

De Konservative vil ikke røbe, hvad mandagens pressemøde præcist vil handle om.

Læs også
Lars Løkke er spået en afgørende rolle i det kommende valg - nu deltager han i Folkemøde Møn
Læs også
Lars Løkke er spået en afgørende rolle i det kommende valg - nu deltager han i Folkemøde Møn

Men den konservative borgmester i Helsingør, tidligere folketingsmedlem Benedikte Kiær, skriver mandag morgen følgende på Twitter:

- Tror ikke, at jeg er den eneste, der lige pludselig får lyst til at tænde for nyhederne klokken 10.30. Det tegner til at blive en god dag.

Det næste folketingsvalg skal senest finde sted 4. juni 2023. Men regeringens støtteparti De Radikale har hen over sommeren fastholdt partiets trussel om at vælte S-regeringen, hvis der ikke udskrives folketingsvalg senest 4. oktober.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.



Nyhedsoverblik