Stadig flere går på pension før pensionsalderen

Siden 2018 er flere gået på tidlig pension. Det er et problem for blandt andet velfærden, mener Dansk Erhverv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Antallet af personer, der går på pension før pensionsalderen, stiger. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Siden slutningen af 2018 er tallet steget med cirka 56.000.

I alt 311.000 er nu i en tilbagetrækningsordning før folkepensionen.

quote Det er et kæmpe problem for Danmark

Brian Mikkelsen, administrerende direktør, Dansk Erhverv

Det er ifølge administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, et stort problem.

- Det er et kæmpe problem for Danmark og for danske virksomheder, at 56.000 har valgt en tilbagetrækningsordning før pensionsalderen.

- Det betyder, at vi mangler den arbejdskraft ude i virksomhederne, og det koster velstand og velfærd i Danmark, siger han.

En udfordring for virksomheder

Analysen viser, at antallet af personer, der er gået tidligere på pension, er steget med 13.000 alene i perioden fra januar til juni 2022.

Det skaber udfordringer for danske virksomheder i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft, forklarer Brian Mikkelsen. Han henviser til, at danske virksomheder har haft 80.000 ubesatte stillinger.

- Lige nu er der danske virksomheder, der ikke kan lave den produktion, som de skulle lave og skabe den udvikling, de har brug for. Fordi vi simpelthen mangler arbejdskraft, siger han.

Læs også
Knap 40.000 har på et år fået ret til Arne-pension
Læs også
Knap 40.000 har på et år fået ret til Arne-pension

Der er fem ordninger, man kan benytte sig af, for at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet: efterløn, førtidspension, fleksydelse, seniorpension og Arne-pension.

Brian Mikkelsen påpeger, at tidlige tilbagetrækninger kun er en af årsagerne til manglen på arbejdskraft.

Men han mener, at man ved at kigge på tilbagetrækningsordningerne vil kunne sende flest muligt ud på arbejdsmarkedet.

Derfor kommer han med det, han kalder et "nødråb" til politikerne.

- Når Folketingsvalget er afsluttet, bør man sætte sig sammen og i løbet af seks måneder finde frem til et nationalt kompromis, der sikrer, at 30.000 færre vælger tilbagetrækningsordninger, siger Brian Mikkelsen.


Nyhedsoverblik