Torsdag morgen byder på et ganske andet vejr, end det ugen har været præget af ind til nu.
- Det bliver en dag, der er næsten helt efterårsagtig, siger Klaus Larsen, vagthavende hos DMI's vejrtjeneste om det kommende døgns prognoser for Vest- og Sydsjælland med øer.
Nedbøren kan falde som slud nogle steder. Det kan give nogle sæbeagtige vejbaner i morgentrafikken rundt omkring
- I øjeblikket er der udbredt nedbør med slud nogle steder.
Det giver risiko for glatføre på udsatte steder.
- Man skal være opmærksom på, nedbøren kan falde som slud nogle steder. Det kan give nogle sæbeagtige vejbaner i morgentrafikken rundt omkring. Især på de mindre veje kan der ligge lidt smat, siger vagthavende og tilføjer:
- Temperaturerne i morgentimerne ligger på 1-2 grader, hvor nedbøren er kraftigst.
I løbet af dagen forventes temperaturerne at stige til mellem 5 og 9 graders varme.
Kraftig vind over flere broer
Foruden risikoen for glatte veje giver torsdagens vejrlig også udfordringer på regionens store broer:
- Vi har en frisk vind i øjeblikket fra syd og sydvest, der går op til kuling med kraftige vindstød. Det har givet restriktioner på Storebæltsbroen, siger Klaus Larsen.
På Storebælt frarådes lige nu kørsel med vindfølsomme køretøjer. Derudover melder Vejdirektoratet også, at vindfølsomme køretøjer på vej over Farøbroen bør tage sig i agt:
- Kraftig vind påvirker kørslen med vindfølsomme køretøjer, lyder meldingen i øjeblikket.
I løbet af eftermiddagen drejer vinden over i vest og tiltager her en overgang til hård vind eller hård kuling med kraftige vindstød.
På nuværende tidspunkt forventes det ifølge prognoserne, at der kan falde op til 10-15 millimeter regn i det kommende døgn.
- I løbet af formiddagen bliver der lidt ophold i regnen, der vil gå over til at falde i spredte byger, inden der fra i morgen forventes lidt sol igen, siger Klaus Larsen fra DMI og tilføjer:
- I morgen tidlig har vi en jævn til hård vind – det vil altså stadig være pænt blæsende for danske forhold – men ikke så kraftig som i dag. Det klarer noget op, og i morgen står vi op til lidt solskin med mulighed for en enkelt byge rundt omkring.