¨

Skolepatruljer får bilister til at sætte farten ned

I næste uge bliver skolepatruljer i hele landet hædret for deres arbejde i kampagnen "Den Sureste Uge". Foto: Rådet for Sikker Trafik

Der bliver desværre kørt for stærkt på mange skoleveje. Men nu viser en ny undersøgelse, at bilisterne sænker farten, når de ser en skolepatrulje.

Selvom mange bilister kører for stærkt på skoleveje og især morgentravle mennesker kommer til at trykke lidt for hårdt på speederen, så viser en ny undersøgelse, at skolepatruljer får bilisterne til reducere farten. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring svarer næsten 8 ud af 10 af de bilister, som har kørt for stærkt på en skolevej, at de altid sænker hastigheden, når de møder en skolepatrulje.

- Det skaber utryghed for børn og forældre, når der er nogle, som ikke overholder hastighedsgrænsen på skoleveje, men det er positivt, at bilisterne sætter hastigheden ned, når de ser en skolepatrulje. Det understreger vigtigheden af skolepatruljernes arbejde, og derfor bliver de fejret landet over i uge fem, siger Liv Knoblauch Jensen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

I næste uge bliver skolepatruljer hædret

I hele landet har 53 kommuner meldt sig til kampagnen "Den Sureste Uge", ligesom politiet bakker op, og ugen igennem bliver skolepatruljerne takket for deres indsats med skulderklap, varm kakao og morgenmad ude på skolerne.

Det er virkelig fedt at blive at blive anerkendt for det, man gør

 Malou Nygaard Kristensen, skolepatruljeelev

Kampagnen opfordrer også forældrene og alle trafikanter på skolevejene til at give skolepatruljerne et stort smil og respektere deres arbejde.

Kampagnen, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag, hedder "Den Sureste Uge", da uge fem er en af de sureste uger rent vejrmæssigt at stå skolepatrulje. Det er en oplagt anledning til at hylde skolepatruljerne og give dem et ekstra skulderklap for deres indsats.

Vemmelev Skolepatrulje løb med sejren sidste år

Sidste år vandt Vemmelev Skole i Slagelse Kommune prisen for årets skolepatrulje. Det skyldes især elevernes særlige fokus på at holde forældrene i ørerne på skolevejene. 

- Udover at hjælpe deres kammerater godt på vej har skolepatruljen på Vemmelev Skole også givet de forældre, der har lidt for travlt i morgentrafikken, et kærligt skub. Det er sejt, at de unge på den måde tager ansvar også for de voksne - og det fortjener at blive hyldet, sagde Mikkel Klausen, CSR-chef i LB Forsikring. 

I indslaget her kan du se, hvordan eleverne fra Vemmelev Skole reagerede på at blive kåret til Danmarks bedste skolepatrulje:

Artiklen fortsætter under videoen.

00:49

Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Luk video

Og eleverne, der er en del af skolepatruljen, var glade for et skulderklap:

- Det er virkelig fedt at blive at blive anerkendt for det, man gør, fortalte Malou Nygaard Kristensen, som gerne ville fortsætte i skolens skolepatrulje.

Fakta om skolepatruljerne:

  • Skolepatruljeordningen blev startet på Amager i 1949.
  • I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
  • Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
  • En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
  • Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.

Tryghed i skolepatruljen

Når børn landet over tager refleksvesten på og stiller sig ud til vejen eller fodgængerfeltet med et skolepatruljehåndskilt for at hjælpe store og små sikkert over vejen, gør de det med stor ansvarsbevidsthed. Næsten alle eleverne oplever det at være i skolepatruljen som en vigtig opgave, og heldigvis er 9 ud af 10 trygge, når de udfører arbejdet i morgentimerne.

Det er en god og berigende oplevelse at være skolepatrulje på trods af vejret i vintermånederne

Mikkel Klausen, CSR-chef i LB Forsikring

Samtidig oplever mange af eleverne, at de får mere selvtillid, får et bedre fællesskab med andre børn på skolen, bliver bedre til at færdes i trafikken, og at det er blevet lettere at stå tidligt op om morgenen.

- Når børn og teenagere ligefrem er glade for at stå tidligt op og arbejde frivilligt for deres kammerater, kan man roligt konkludere, at det er en god og berigende oplevelse at være skolepatrulje på trods af vejret i vintermånederne. Vi vil med Den Sureste Uge fejre deres arbejde og minde de sidste fortravlede bilister om, at de skal huske at udvise lidt ekstra hensyn over for skolepatruljerne landet over, siger Mikkel Klausen, CSR-chef i LB Forsikring.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App