Skønhed før storm – smuk solopgang afløses af gedigent blæsevejr

Flere seere i TV2 Østs sendeområde har startet juledagen med udsigten til en smuk solopgang. Men forude venter blæst med op til hård kuling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Solopgangen var flere steder her i regionen særligt smukt her til morgen, hvilket blandt andre Birgitt Bjerre fra Nykøbing Falster så og fotograferede.

Det er dog langt fra alle, der har kunne nyde solen, for ifølge DMI har hullerne i skydækket været meget lokale. Årsagen på de røde farver på himlen da solen stod op, skal dog ligeledes findes i skyerne, forklarer vagthavende meteorolog ved DMI Erik Hansen:

- Banker af stratusskyer kan give flotte solopgange og solnedgange, fordi solens blå stråler bliver absorberet af de her skyer, siger han.

Blæsten tager til

Men der er ifølge meteorologen tale om lokale huller i det ellers massivt skydække, som også kommer til at præge vejret over Sjælland og øerne i de kommende døgn.

Birgitt Bjerre startede dagen med en cykeltur langs Guldborgsund og blev mødt af solopgangen, der satte hele Nykøbing Falster og sukkerfabrikken i silhuet.
Birgitt Bjerre startede dagen med en cykeltur langs Guldborgsund og blev mødt af solopgangen, der satte hele Nykøbing Falster og sukkerfabrikken i silhuet. Foto: Birgitt Bjerre

- Vi har i dag en passage af svag varme, som har givet et lille hop til temperaturen efter ret udbredt frost i morges, forklarer Erik Hansen.

Varmen løber forud for det vejrsystem, som er på vej ind vestfra i de kommende dage. Det skyldes et omfattende lavtryk over Atlanterhavet, der bevæger sig i retningen fra Island mod Frankrig.

- Det har sat gang i vinden, og sender i første omgang mildere luft ind fra syd og sydvest. Siden bliver det mere gråt for i at gå over i regn og slud.

Kuling fra syd

Blæsten kommer især til at kunne mærkes i morgen, søndag, men allerede nu er vinden tiltagende.

Storebæltsforbindelsen melder således om kraftig vind på broen, og hos DMI er der melding om op til stormende kuling med vindstød af storm-styrke på vestkysten, søndag.

Trafikanterne bliver allerede nu advaret om kraftig vind på Storebælt. (Arkivfoto).
Trafikanterne bliver allerede nu advaret om kraftig vind på Storebælt. (Arkivfoto). Foto: TV2 ØST

- I morgen bliver det meget blæsende med kuling til stormende kuling fra syd. En tilhørende koldfront bevæger sig i løbet af søndagen ind over landet med regn vestfra, hvilket gør, at det holder tørt først på dagen i de østlige egne, inden der bliver udbredt regn hen under aften.

Meldingen for vejret mandag er stedvis regn fra dagens start, men efterhånden mest tørt og især over de sydøstlige egne måske lidt sol med temperaturer op mod 3-7 grader, inden der hen under aften kommer nedbør og temperaturen dykker ned mod frysepunktet igen natten til tirsdag.


Nyhedsoverblik