Skarp kritik af direktørvacciner: Politikere efterlyser konsekvenser

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var fredag formiddag i samråd om direktører, der har ladet sig vaccinere, selv om det ikke var deres tur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brud på dømmekraften, manglende indsigt og en gigantisk misforståelse af hvad det vil sige at være leder. Sådan lyder ordene fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et samråd i Folketingets Epidemiudvalg fredag formiddag.

Ordene er blandt andet rettet mod de otte direktører og vicedirektører i Region Sjælland, som TV2 ØST kunne afsløre sprang køen over og lod sig vaccinere, selv om det altså ikke var deres tur.

Læs også
Sygehusdirektører i Region Sjælland sprang vaccinekøen over
Læs også
Sygehusdirektører i Region Sjælland sprang vaccinekøen over

Heunicke var fredag kaldt i samråd for blandt andet at svare på, hvad det får af konsekvenser.

- Kunne man give dem en bøde på en månedsløn? Der kan være 10-20 ældre mennesker, der er døde, fordi de ikke fik vaccinen, lød det blandt andet fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

- Noget af det her var mellem jul og nytår. Hvorfor har det ikke kunnet lade sig gøre at finde andre, der kunne få vaccinen? På et sygehus ligger der syge personer, der nok kunne have brugt vaccinen. Eller rengøringspersonale eller man kunne have hevet taxachauffører på gaden ind, fortsatte Liselott Blixt.

Savner konsekvenser

Det har mødt stor kritik, at de otte direktører og vicedirektører lod sig vaccinere. Selv har de forsvaret det med, at der var vacciner tilovers i slutningen af dagen, og at det ikke var muligt for personalet at finde nogen at give dem til. Derfor tog de imod dem for at undgå, at de gik til spilde.

Læs også
Vaccineret sygehusdirektør efter kritik: Vaccinerne måtte ikke gå til spilde
Læs også
Vaccineret sygehusdirektør efter kritik: Vaccinerne måtte ikke gå til spilde

Den forklaring har dog også mødt stor kritik, og flere politikere mener, at det er usandsynligt, at der ikke skulle have været andre i nærheden med mere behov for vaccinen. 

Derfor spurgte især Liselott Blixt og Venstres Jacob Jensen, der er medlem af regionsrådet i Region Sjælland og medlem af Folketinget, ind til konsekvenserne for de pågældende direktører på dagens samråd.

- Vi taler om vacciner, der er brugt uretmæssigt, og vi taler om en coronasituation, hvor vi i andre sammenhænge giver dobbeltstraf. Ministeren bruger kraftige udtryk som "manglende indsigt" og "dårlig dømmekraft", men det er tilsyneladende nok, at de pågældende personer har beklaget. Jeg forstår ikke, at ministeren ikke går videre med det her og får det undersøgt, lød det fra Jacob Jensen.

Sanktioner er ikke en ministerbeslutning 

Jacob Jensen fremlagde også på mødet, at 75 procent af lægerne i Region Sjælland er vaccinerede, hvilket er betydeligt flere end antallet i andre faggrupper i sundhedsvæsnet, og der blev stillet spørgsmålstegn ved, om magtforholdene har haft indflydelse på, hvem der har fået vaccinerne.

Læs også
Politikere kritiserer vaccination af direktører - kalder det for politisk og administrativt svigt
Læs også
Politikere kritiserer vaccination af direktører - kalder det for politisk og administrativt svigt

Magnus Heunicke kalder det et kæmpe brud på danskernes tillid, at personer i fremtrædende stillinger har ladet sig vaccinere før, det var deres tur, men eventuelle sanktioner ligger ikke på hans bord, lød det.

- Det er konkret sådan, at Sundhedsstyrelsen med mellemrum modtager hændelser om, at vacciner kan være anvendt uretmæssigt i forhold til styrelsens retningslinjer. Der sker det, at Sundhedsstyrelsen tager kontakt til den driftsansvarlige myndighed, og der har vi kraftigt indskærpet, at grupperne skal følges.

- Hvis der systematisk sker overtrædelser, der udgør en fare for patientsikkerheden, kan Styrelsen for Patientsikkerhed udstede et påbud, men deres vurdering er, at de endnu ikke har fundet grundlag for hverken at anmode om handleplaner eller udstede påbud. Hvorvidt der skal laves en sanktion overfor de pågældende personer er op til de arbejdsgivere, der er, og hvis det skal have ansættelsesretslige konsekvenser, er det op til arbejdsgiverne i regionerne at beslutte, lød det fra Magnus Heunicke.

Samrådet sluttede efter en time, og Jacob Jensen bedyrede, at der vil blive stillet spørgsmål efterfølgende for at følge op på, om sagerne kan forfølges juridisk. 

- Jeg har aftalt med Liselott Blixt, at følge op på det her med skriftlige spørgsmål, og så er det nye jo, at jeg også kunne høre, at SF efterlyser konsekvenser. Så jeg kan tælle mig frem til, at der er flertal for at gå videre med det her, lød det fra Jacob Jensen efter samrådet.


Nyhedsoverblik