Signaltests aflyser tog i fire weekender

Et nyt, digitalt signalsystem er ved at blive rullet ud mellem Sydsjælland og Falster. Fire weekender i september og oktober skal det testes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Banedanmark er i fuld gang med at udrulle et nyt signalsystem på strækningen mellem Mogenstrup syd for Næstved og Nykøbing Falster. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Det nye system skal testes, og det betyder, at alle tog vil være aflyst i weekenderne i uge 36, 37, 38 og 39 fra klokken 21.30 fredag aften og frem til klokken 4.30 mandag morgen.

- Vi har planlagt vores tests af det nye signalsystem mellem Mogenstrup og Nykøbing Falster, så det foregår i weekender og i nattetimerne. På den måde ønsker vi at sikre, at det påvirker trafikken og passagererne mindst muligt, siger Thilde Restofte Pedersen, der er direktør for signalprogrammet i Banedanmark.

Læs også
Frygtede ingen ville bygge omdiskuteret klapbro – nu har flere vist interesse
Læs også
Frygtede ingen ville bygge omdiskuteret klapbro – nu har flere vist interesse

- Vi har naturligvis forståelse for de gener, som nogle passagerer og trafikanter måtte opleve, og derfor gør vi også altid vores bedste for at sikre, at trafikken bliver påvirket mindst muligt, mens arbejdet står på, fortsætter hun.

Slidte signaler

Udrulningen af det nye system betyder, at de gamle signaler langs skinnerne bliver erstattet af et nyt system, som på sigt blandt andet vil give flere tog til tiden, en øget sikkerhed på fjernbanen og mulighed for en hyppigere togdrift. 

- Vi er i fuld gang med at skifte de gamle, traditionelle signaler ud med et nyt, digitalt signalsystem. Det vil give et markant teknologisk løft, som blandt andet vil betyde flere tog til tiden, når det nye system er blevet kørt ordentligt ind. Derfor er der som passager god grund til at være glad for, at vi skifter de gamle signaler ud med et nyt og mere tidssvarende system, siger Thilde Restofte Pedersen i pressemeddelelsen.

Læs også
Togbusser indsættes flere steder på Sydsjælland
Læs også
Togbusser indsættes flere steder på Sydsjælland

Udrulningen af det nye signalsystem på strækningen er en del af Banedanmarks indsats for at skifte alle de gamle signaler på fjernbanen ud med et digitalt signalsystem, der hedder ERTMS.

Det skyldes, at de gamle signaler er slidte og derfor giver anledning til fejl og forsinkelser. Derfor skal det nye system udrulles på alle strækninger på fjernbanen.

Togbusser bliver indsat

I de fire weekender, hvor togene aflyses på grund af tests, indsætter DSB togbusser på strækningen. Naboer og passagerer opfordres til at holde sig opdateret på rejseplanen.dk og Banedanmarks hjemmeside, hvor informationer om projektet løbende bliver opdateret.

Der vil blive udført yderligere tests af det nye signalsystem på strækningen i november og december, hvorefter det vil være klar til at blive sat i drift.


Nyhedsoverblik