Scandlines må se overskuddet dykke 85 procent i coronaår

Antallet af biler og passagerer faldt med 56 procent hos Scandlines i 2020, der får overskud på 134 millioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

2020 bød på stor tilbagegang for Scandlines, der sejler mellem Danmark og Tyskland, men rederiet kommer alligevel ud af året med overskud.

Scandlines' omsætning faldt med 43 procent til to milliarder kroner sammenlignet med året før. Overskuddet dykkede med 85 procent til 134 millioner kroner.

Det viser årsregnskabet fra rederiet, der driver de to færgeruter Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Tilbagegangen hænger sammen med, at der var 56 procent biler og passagerer om bord på færgerne sidste år sammenlignet med 2019.

De færre passagerer betyder også et stort set tilsvarende fald i salget i butikkerne om bord på færgerne.

Til gengæld har fragten af varer været mere stabil og faldt kun med seks procent.

Rederiet fik sidste år del i hjælpepakker

Rederiet erklærer sig i regnskabet tilfreds med, at det har været muligt at tjene penge sidste år.

- Scandlines opretholdt driften under udbruddet af covid-19 og sikrede en tilfredsstillende lønsomhed trods en dramatisk nedgang i trafikvolumen og omsætning som følge af rejserestriktioner og grænselukninger, skriver Scandlines.

Rederiet fik sidste år del i Folketingets hjælpepakker.

Rederiet valgte at tilbagebetale nogle af pengene - 69 millioner kroner - fordi rederiet forventede at kunne komme ud af året med overskud, hvilket altså viste sig at holde stik.

2020 var også året, hvor det blev endelig bekræftet, at Femern-forbindelsen bliver en realitet. Tunnelen skal forbinde Lolland med den tyske ø Femern.

Scandlines har gennem en årrække været en aktiv modstander mod Femern-projektet, som vil blive en stor konkurrent til rederiet, når tunnelen efter planen står klar i 2029.

I november gav en tysk domstol det endelig grønne lys til projektet, og i januar blev det første spadestik taget.


Nyhedsoverblik