Sankthansaften byder på sol og rolige vindforhold

Onsdag morgen er Danmark præget af en del skyer, men aftenvejret bliver med sol flere steder, oplyser DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når der onsdag aften skal tændes sankthansbål mange steder i landet, bliver det med gode vejrforhold.

- Det bliver rigtig fint de fleste steder. Vi får rolige vindforhold og fine temperaturer.

- Temperaturerne vil ligge på 12-13 grader, hvor det bliver køligst og 17-18 grader, hvor det bliver lunest i aften, siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI, onsdag morgen.

Han fortæller også, at solen kommer til at skinne over sankthansbålene de fleste steder, selv om det også op ad aftenen kan være skyet i den sydlige halvdel af landet.

Læs også
Vejret er på både fodboldens og sankthansaftens side
Læs også
Vejret er på både fodboldens og sankthansaftens side

- Men det skulle holde overvejende tørt, og så tror jeg altså, at der kommer sol de fleste steder, siger Lars Henriksen.

Vejret i løbet af dagen er dog mere broget.

Nordvestjylland og Bornholm har allerede fra morgenstunden en del sol, mens vejret i resten af landet er mere skyet.

- Men vi regner med, at det løsner op i løbet af dagen.

De varmeste temperaturer i løbet af dagen kan man finde i den østlige del af landet og i Nordjylland, hvor det kommer til at være 17-23 grader.

Gode råd til et sikkert sankthansbål

Det anbefales, at Sankt Hans-bål er 30 meter fra bygninger med hårdt tag og 200 meter fra stråtækte huse.

Onsdag aften brændes heksen af bålet mange steder i landet. Og når bålet skal tændes, er det vigtigt også at tænke på brandsikkerheden.

Derfor har Beredskabsstyrelsen en række gode råd til brandsikkerheden:

  • Placer bålet i en passende afstand til bygninger og omgivelser.

Bål skal placeres 30 meter fra bygninger med hårdt tag.

60 meter fra letantændelige markafgrøder.

200 meter fra stråtækte huse, nåletræsbevoksninger med videre og oplag af brandfarlige stoffer og andet letantændeligt materiale.

  • Brug aldrig brandfarlige væsker, når du tænder bålet, da det kan meget let gå galt.
  • Hold øje med bålet og forlad det først, når ild og gløder er helt slukket. Hæld gerne vand på.
  • Sørg for at have rigeligt vand i nærheden.
  • Vær særligt opmærksom på børn og dyr i nærheden af bålet, da de let kan komme til skade.
  • Hvis det er meget tørt eller blæser kraftigt, så lad være med at tænde bålet.
  • Er der tale om hård vind (10,8-13,8 meter i sekundet) eller højere vindhastigheder, er det forbudt at tænde bål, medmindre kommunen har givet tilladelse.
  • Kommuner kan også indføre afbrændingsforbud. Det kan man tjekke på sin kommunes hjemmeside.


Kilder: Beredskabsstyrelsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik