Samråd om afslag på boliglån i yderområder – Venstre vil kigge ministeren over skulderen

Venstre kræver svar inden forhandlinger. For er der noget at komme efter i de 140 afslag på boliglån, som ministeren fik tilsendt i særlig postkasse?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For godt tre uger siden præsenterede regeringen et forslag til en hjælpende hånd til boligejere, som har fået nej til boliglån på grund af husets beliggenhed.

Historierne om, at bankerne smækker kassen i, når boligen ligger i bestemte postnumre, er velbeskrevet, men nogen egentlig statistik over problemets omfang udestår.

quote Det overordnede billede fra de eksempler, der er modtaget i postkassen, bekræfter det billede, som jeg og regeringen har af problemerne

Simon Kollerup (S), erhvervsminister

Siden efteråret har erhvervsminister Simon Kollerup (S) imidlertid gjort et forsøg på at kaste lys over problemet og indsamlet eksempler fra borgere, der netop har fået et sådant afslag. Men ministeren har ifølge Venstres ordfører for landdistrikter og øer, Peter Juel-Jensen (V), været for sparsom med at videregive information til resten af folketinget og dermed kaste lys over emnet.

- Jeg går ud fra, at når regeringen spiller ud med et forslag til at afhjælpe finansiering i landdistrikterne, at han (erhvervsministeren red.) har kigget på de afslag, siger Peter Juel-Jensen til TV2 ØST efter samrådet.

- Så i dag kredsede vores spørgsmål sig omkring de afslag, som ministeren har fået i sin postkasse.

Den information mener Venstre-manden, at erhvervsministeren bør dele med folketingets partier, således at man har de bedste forudsætninger for at diskutere den rette løsning på problemet.

Bekræfter billedet

Der er for så vidt bred enighed om problemets eksistens og behovet for en løsning på tværs af folketingets partier, noterede erhvervsministeren sig, som på samrådet blev bedt redegøre for rimeligheden i de afslag, som borgerne har sendt frem.

- Jeg mener helt grundlæggende, at Danmark skal være et land, der emmer af lige muligheder uanset, hvilket postnummer man bor i, lød det fra Simon Kollerup (S) i sit svar på Peter Juel-Jensens spørgsmål.

Han gjorde det dog klart, at han ikke ville gå ind i enkeltsagerne, men lod forstå, at der er hold i antagelserne, som har været fremme:

- Det overordnede billede fra de eksempler, der er modtaget i postkassen, bekræfter det billede, som jeg og regeringen har af problemerne i vores landdistrikter, sagde Kollerup og tilføjede:

- For mange oplever, de har mulighed for at købe hus for et beløb tæt ved en større by – men ikke til et tilsvarende hus lidt længere ude på landet på den forkerte side af byskiltet, selvom huset måske kun koster det halve.

- Vi har et konkret bud – det er statsgarantien – og den håber jeg, der er tilslutning til, lød budskabet fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) som i dag var kaldt i samråd.
- Vi har et konkret bud – det er statsgarantien – og den håber jeg, der er tilslutning til, lød budskabet fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) som i dag var kaldt i samråd. Foto: TV2 ØST

Ifølge ministeren er forslag til at ændre i lovgivningen, som måtte stå i vejen for långivningen, allerede blevet indført. Og senest er regeringen kommet med et udspil om statsgaranti.

- Der skal tænkes nyt. Derfor har regeringen fremlagt en model, hvor en statsgaranti skal understøtte, at der bliver bedre adgang til at låne til drømmehuset i landdistrikterne, sagde Kollerup og tilføjede:

- Vi har et konkret bud – det er statsgarantien – og den håber jeg, der er tilslutning til.

Gang i forhandlinger

Men for at kunne forhandle om det forslag, har man ifølge Peter Juel-Jensen brug for at vide mere om karakteristikken i de afslag, som Erhvervsministeriet har fået ind.

- Jeg bifalder, at det, vi laver på Christiansborg, har en evidensbaseret tilgang. Så jeg prøvede på at få lov til at kigge ministeren over skulderen, siger Peter Juel-Jensen efter samrådet:

- For det kan godt være, man har fået afslag og både banken og erhvervsministeriet har vurderet, at ens økonomi ikke er stærk nok til at låne de penge.

Læs også
Borgere får nej til boliglån på landet - nu vil regeringen hjælpe
Læs også
Borgere får nej til boliglån på landet - nu vil regeringen hjælpe

Vigtigst af alt er det dog at komme i gang med forhandlingerne snart, påpeger Peter Juel-Jensen.

- Når man melder nogle politiske intentioner ud, så fryser markedet med det samme. Derfor skal man relativt hurtigt have sat gang i nogle forhandlinger.

Regeringens forslag handler konkret om, at de yder statsgaranti på en del af lånet til huse i postnumre, hvor gennemsnits-kvadratmeterprisen er under 8000 kroner. Her i regionen drejer det sig hovedsageligt om Lolland, Falster samt enkelte kommuner på navnlig Vestsjælland.

Statsgarantien skal ifølge regeringen dække den yderste fjerdedel af realkreditlånet, svarende til 20 procent af boligens værdi.


Nyhedsoverblik