Sådan vil blæsevejret ramme vores område - ferietrafik kan blive påvirket

Blæsevejret søndag bliver en ubehagelig oplevelse at være ude i. Vejret kan muligvis få konsekvenser for trafikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ubehagelig cocktail af hård vind med vindstød af stormstyrke og masser af regn gør det alt andet end oplagt at opholde sig udendørs søndag, hvor et stort blæse- og regnvejr rammer vores region.

- Vi har udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke for hele Sjælland – men der er ingen tvivl om, at det især bliver ved kysterne, at vinden for alvor vil tage fat i jeres region, siger meteorolog Sebastian Pelt fra TV2 Vejret til TV2 ØST.

Han vurderer ud fra de foreløbige prognoser, at blæsevejret i vores område vil blive en anelse svagere end vejret i sidste weekend – men at de to regnvejr i øvrigt vil minde meget om hinanden.

Værst i vores område ser det ud til at blive på kysten mellem Sjællands Odde i nord og Skælskør i syd.

TV 2 Vejret har udsendt varsel om vindstød af storm og stærk storm gældende fra sent lørdag aften i Vestjylland. Varslet kan blive justeret indtil søndag morgen.
TV 2 Vejret har udsendt varsel om vindstød af storm og stærk storm gældende fra sent lørdag aften i Vestjylland. Varslet kan blive justeret indtil søndag morgen. Foto: TV 2 Vejret

Politi holder øje med varsler

Hos politiet i vores område holder man øje med blæsevejret, men har ikke taget særlige forholdsregler for stormen i vores område. Det oplyser både Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Vi holder naturligvis øje, og får også løbende tilsendt meldinger om vejret, men vi er ikke i beredskab, og ser heller ikke ud til at komme det, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Hos TV2 Vejret understreger man da også, at der ikke er tale om noget større uvejr. Det kan dog alligevel få konsekvenser i løbet af dagen.

- Vi er slet ikke oppe ved de store storme, men det er et blæsevejr, der med kraftig sidevind kan give problemer for trafikken. Det vil ikke overraske mig, hvis der kan komme restriktioner for trafikken på for eksempel Storebæltsbroen og Øresundsbroen, og der også kan blæse tagsten af nogle huse, siger han.

Han peger også på, at nogle færger kan blive påvirket af høje bølger på vandet.

Forventede vindstød søndag formiddag klokken 10. Der kan forekomme vindstød af stærk storm langs dele af den jyske vestkyst, og en kort overgang måske endda vindstød af orkanstyrke.
Forventede vindstød søndag formiddag klokken 10. Der kan forekomme vindstød af stærk storm langs dele af den jyske vestkyst, og en kort overgang måske endda vindstød af orkanstyrke. Foto: TV 2 Vejret

Her bliver det værst

Uvejret falder i en weekend, hvor der er megen ferietrafik fra både dem, hvor vinterferien er slut, og dem, hvor den netop er begyndt.

- Vinden vil sætte ind allerede i løbet af formiddagen, og vil nok kulminere sidst på eftermiddagen, men detaljerne er stadig meget usikre. Umiddelbart ser det dog ud til at følge mønsteret fra sidste weekend, siger han.

Han understreger, at den meste kraft vil være at finde i blæsevejret over Jylland. Den vil have tabt den meste styrke, når den når Sjælland.


Nyhedsoverblik