Ryttere hyldet af kæmpe folkefest langs ruten: - Jeg har ingen stemme tilbage i morgen

Lørdag har været en sand folkefest i flere af de byer, som Tour de France-rytterne er kørt igennem. Nogle af tilskuerne mødte op allerede klokken 04.00 i morges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dagens etape bringer feltet fra Roskilde til Nyborg via Kalundborg. Etapen er hele 202,5 km lang, og er den næstlængste under årets tour.

Etapen startede klokken 12.35, og rytterne forventes i mål mellem klokken 16.59 og 17.30.

Rytterne er blevet taget godt imod af hujende tilskuere, der har råbt, sunget og viftet med flag langs ruten.

Lørdag eftermiddag er stemningen særligt høj i Kalundborg i sprinter-området, hvor folk er i rigtig godt humør og hepper og klapper ad alt, der kommer forbi.

- Det er fedt, og man bliver bare så glad hver gang, man ser sådan noget her. Det er stort, for de har aldrig været i Danmark før, så det er meget stort, siger Palle, der har taget plads langs ruten i Kalundborg.

Er klar til modtagelse i sprinterområdet

Palle har stået ved sprinterområdet siden klokken 11.00 lørdag formiddag.

- Jeg elsker cykelsporten, siger Palle.

Feltet har netop passeret området, men TV2 ØST talte med Palle lige forud for det store øjeblik:

- Jeg glæder mig til karavanen og selvfølgelig selve feltet - Magnus Cort er jo forrest - det er bare min favorit, siger Palle.

- Der skal bare klappes, der skal bare skriges, og når jeg kommer hjem i morgen, så har jeg bare ingen stemme tilbage. Det er helt vildt det her, det er aldrig sket før i Danmark.

Magnus Cort var dog ikke første mand over stregen ved sprinten i Kalundborg. Han krydsede den som nummer to lige efter Sven Erik Bystrøm fra Norge.

Blev hujet igennem Hørve Stræde

Da rytterne tidligere i dag passerede Høve Stræde, blev de også taget imod med klapsalver.

I Odsherred var der tilskuere, der havde taget plads allerede klokken 04.00 i morges.

- Jeg ville gerne have nogle gode pladser, og jeg troede egentlig, der ville komme flere fra morgenstunden af, men de næste kom først halvanden time efter, jeg var dukket op, siger Magnus.

Magnus på billedet her var mødt op i Odsherred lørdag morgen klokken 04.00 for at være sikker på at få en god tilskuerplads fra første parket.
Magnus på billedet her var mødt op i Odsherred lørdag morgen klokken 04.00 for at være sikker på at få en god tilskuerplads fra første parket.

- Vi har været her i langt tid, og det er fedt at se, hvordan stemningen har været fra start, og at der bare er kommet flere og flere til.

I Asnæs Indelukke var humøret også højt blandt gutterne, der havde taget plads i lænestolen, selv efter rytterne havde passeret.


Tilskuer mindes sin far

Også ved Munkholmbroen var der gul fest lørdag eftermiddag, som i dagens anledning er pyntet flot op.

På broen er der ophængt tre store bannere med billeder af den gule førertrøje, den grønne pointtrøje og den rødplettede bjergtrøje.

Her er Nicklas, som er en af tilskuerne mødt op udelukkende for at mindes sin far.

- Jeg er udelukkende taget herned, fordi min far er afgået ved døden for fem år siden. Han var kæmpe cykelfan, så jeg er kun taget herned for at se det i hans ånd, siger Nicklas til TV2 ØST.


Flere tilskuere står klar ved broen

Senere lørdag bevæger cykelrytterne sig mod Storebæltsbroen. Hvor hurtigt det sker, afhænger af, hvilken fart rytterne kører med. I dag lyder fartgættet på, at rytterne har en gennemsnitsfart på 42, 44 eller 46 kilometer i timen. Hvis rytterne holder sig inden for den ramme, vil de ramme broen mellem klokken 16.31 og 16.54.

Rigtig mange tilskuere har allerede taget plads langs autoværnet ved Storebæltsbroen.

- Det er meget fedt. Jeg glæder mig meget til at se dem komme kørende her, siger Noah.

Noah er mødt op ved Storebæltsbroen, hvor han har taget plads for at stå klar til at se rytterne passere, når de krydser broen omkring klokken 16.30.
Noah er mødt op ved Storebæltsbroen, hvor han har taget plads for at stå klar til at se rytterne passere, når de krydser broen omkring klokken 16.30.

Han er mødt op i dagens anledning sammen med sin mor.

- Mig og min mor er mødt op for at se Tour de France, der jo er et stort løb.

Det samme synes moren:

- Der er interessant at se. Nu har vi fulgt med i mange år, og så kommer de lige pludselig til Korsør. Vi bor selv her i byen. Det er en stor oplevelse at se det hele på tæt hold, siger Noahs mor.

Politi rykkede ud 

Tidligere på dagen måtte politiet rykke ud til Storebæltsbroen, fordi flere tilskuere havde forvildet sig ud på motorvejen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrede derfor tilskuere til at holde sig på den rigtige side af afspærringen til motorvejen.

Her passerer flere tilskuere motorvejen ved Storebæltsbroen, så politiet måtte rykke ud for at få det stoppet.
Her passerer flere tilskuere motorvejen ved Storebæltsbroen, så politiet måtte rykke ud for at få det stoppet. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

På twitter skriver de, at de kan se, at folk går rundt på motorvejen ved Halsskov, og det er altså ikke lovligt. Derfor er opfordringen klar:

- Kom hurtigst muligt helt om på den anden side af autoværnet.

Politi autoværn
Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST