Beskeder sendt mellem lærere og forældre på skolernes intranet Aula skal arkiveres for eftertiden.
Det mener Rigsarkivet, der har underskrevet en bekendtgørelse, som vil gemme kommunikationen på Aula.
Det skriver Ekstra Bladet.
Beslutningen har fået kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) op i det røde felt.
Rigsarkivet er en selvstændig institution under Kulturministeriet, så ministeren var ikke bekendt med sagen.
Han reagerede med "vantro", da Ekstra Bladet ringede, og han vil tage en alvorssnak med Rigsarkivet.
- Det er et stort indgreb i privatlivets fred. Den kommunikation er mellem forældre og skolen, siger han til mediet.