Rekord mange søger feriehjælp – Linda fra Ringsted håber på ferie med sin datter

For andet år i træk har markant flere søgt feriehjælp hos Dansk Folkehjælp. Det betyder, at de må skuffe flere familier i år end tidligere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For mange er ferie nok mest af alt et spørgsmål om, hvor og hvor længe det skal foregå.

Men for andre er det i første omgang et spørgsmål om, hvorvidt der er råd. Derfor tilbyder Dansk Folkehjælp hvert år gratis feriehjælp til nogle af de hårdest stillede familier.

I år har flere end nogensinde før søgt den hjælp. En af ansøgerne er Linda Nielsen fra Ringsted, der er på kontanthjælp og har en hjemmeboende datter på 10 år.

- Vi har ikke så mange penge til os selv hver måned, så det er sjældent, vi kommer ud og oplever noget, siger hun.

quote Vi har ikke så mange penge til os selv hver måned, så det er sjældent, vi kommer ud og oplever noget

Linda Nielsen fra Ringsted

- Det kunne give en super fed oplevelse til min datter. De der minder, man kan få sammen, og prøve nogle ting sammen, så man bliver lidt mere knyttet til hinanden. Så det er det, jeg håber på, hun kan få, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Linda Nielsen har søgt feriehjælp hos Dansk Folkehjælp, ligesom rekord mange andre har.
Linda Nielsen har søgt feriehjælp hos Dansk Folkehjælp, ligesom rekord mange andre har. Foto: f

Corona-effekt

Men Linda Nielsen er altså langt fra den eneste, der har søgt om hjælp til at komme på ferie. Faktisk har rekord mange ansøgt hos Dansk Folkehjælp i år.

I alt har 7.697 familier – rundt regnet 25.000 personer - søgt hjælp hos organisationen, og det er 33 % flere end sidste år.

- Vi hjælper på et niveau, vi også kender fra sidste år, hvor vi sender 4.000 individer på et ugelangt gratis ferieophold. Og det betyder jo bare, at vi kommer til at give et afslag til endnu flere, end vi har gjort tidligere. Det er selvfølgelig frustrerende, siger Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

Af det samlede antal familier er 1.468 ansøgere fra Region Sjælland.

Også sidste år oplevede Dansk Folkehjælp en stor stigning i antallet af ansøgere, da 50 % flere end i 2019 søgte feriehjælp. Dermed nærmer hjælpeorganisationen sig en fordobling over de sidste to år.

- Vi har ikke andre forklaringer, end at corona formentlig spiller en væsentlig rolle i det, siger Klaus Nørlem.

- Sidste år var det 4,7 %, der var nyansøgere, i år er det steget til 5,1 % af vores ansøgere, vi ser for første gang, som søger feriehjælp, fordi de for eksempel er landet på kontanthjælp, fortsætter han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp
Foto: TV2 ØST

Det er ikke første gang, Linda Nielsen søger feriehjælp. Men i år er det ekstra påtrængende at få nogle oplevelser, da corona-tiden blandt andet har været hård for datterens sociale liv.

- Hun har haft nogle veninder på besøg, men det har været stramt, siger Linda Nielsen.

Søger frivillig hjælp

De mange nye ansøgere gør, at Dansk Folkehjælp har brug for al den hjælp, de kan få.

- Hele vores feriehjælpsprogram bliver gennemført af frivillige, så vi har brug for, at frivillige ønsker at bruge en uge af deres egen sommerferie på at give nogle af de her familier gode ferieoplevelse, siger Klaus Nørlem.

Læs også
Feriehjælp sætter ny rekord - 800 børn og voksne får gratis efterårsferie
Læs også
Feriehjælp sætter ny rekord - 800 børn og voksne får gratis efterårsferie

Han håber desuden, at Dansk Folkehjælp i løbet af året kan give hjælp til flere af de familier, som får afslag til sommerferien. Sidste år sendte de for eksempel 800 flere personer på ferie i efterårsferien.

- Hvis vi skal øge antallet af sommerhuse, så ligger der også en væsentlig økonomisk omkostning. Vi har jo muligheden for at se, om vi kan gennemføre flere af de her tilbud i resten af 2021.

Linda Nielsen håber, at hun og hendes datter får tildelt feriehjælp, men hun er klar over, at der er ekstra stor rift om pladserne.

- Jeg ved selvfølgelig godt, at rigtig mange søger. Og dem, der får hjælp, det er også dem, der har brug for det og ikke har særligt mange penge. Jeg håber, vi får, men hvis ikke vi får, er der jo bare en anden familie, som gør, siger hun.

Gennem Facebookgruppen Folkehjælpen kan private  komme i kontakt med en familie, hvis de ønsker at hjælpe med feriemuligheder.


Nyhedsoverblik