Regionens unge er de dårligste betalere i landet - Christina var en af dem

Værst står det til i Lolland Kommune, hvor 15 procent af de 18-30-årige er registreret i RKI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Region Sjælland er 6.737 unge mellem 18-30 år registreret som dårlige betalere i Ribers Kredit Information (RKI). 

Med den statistik er regionen bundskraberne på landsplan. 

quote Jeg fik dårlig samvittighed, fordi jeg brugte nogle penge, som ikke var mine

Christina Palmqvist, Nakskov.

Det fastslår en ny rapport udgivet af Finans Danmark.

Særligt i Lolland Kommune har en høj andel af de unge økonomiske problemer. Her står nemlig 15 procent af de unge i RKI. 

Endte i gældsspiral

En af de gældsplagede unge på sydhavsøerne er 27-årige Christina Palmqvist fra Nakskov. Som 18-årig begyndte hun at optage kviklån til at få råd til alt fra telefoner til byture.

- Jeg købte alle de her ting for at passe ind hos mine veninder og venner. De skulle se, at alt så godt ud udadtil, og at der ingen spørgsmålstegn var at sætte ved mig, fortæller hun.

Det strejfede hende aldrig, at der stod noget på småt om høje renter, så hun optog ubekymret kviklån. Pengene kom som regel allerede ind på kontoen samme dag. 

Men efterhånden begyndte de høje renter at gøre ondt på pengepungen. Hun begyndte at låne penge af venner og familiemedlemmer for at kunne betale af på de høje kviklånsrenter, og inden for få år blev hun registreret som dårlig betaler. 

- Jeg fik dårlig samvittighed, fordi jeg brugte nogle penge, som ikke var mine, fortæller Christina Palmqvist.

Bunder ofte i sociale problemer

Spørger man Gældsrådgivning Sydsjælland og Dansk Folkehjælps økonomiske rådgivning, så er der flere faktorer på spil, når unge ender som dårlige betalere, og det gælder især unge med sociale udfordringer.

For 60-70 procent af de unge mennesker, der står registreret i RKI, er der bagvedliggende faktorer som for eksempel misbrug, diagnoser, svær opvækst og negativ social arv.

Derudover har den digitale udvikling ifølge eksperterne gjort det nemmere at komme hurtigt til penge.

Det er dog ikke kun kviklånene, der volder problemer for de unge. Ifølge Gældsrådgivning Sydsjælland er afbetalingsløsninger på for eksempel tv, tøj og telefoner i mange tilfælde årsagen til, at unge bliver forgældet. 

Fik styr på økonomien

Vendepunktet for Christina Palmqvist kom, efter hun var havnet i fogedretten. 

- Jeg vendte det hele i mit hoved, og så begyndte jeg at tage kontakt til alle mine kreditorer én efter én for at høre, hvad man kunne lave af afdragsordninger, når man kun var på SU.

Med hjælp fra en rådgiver fik hun reduceret sine afbetalingsmuligheder med 100 kroner om måneden. Hun fik en læreplads, hvor økonomien var til, at hun kunne betale af på sin gæld, og derfra begyndte det at gå den rigtige vej.

- Jeg er stolt over, at jeg gjorde det. Jeg troede, at sådan nogle kreditfirmaer var sure og tvære, og at de ville jorde én, fordi man ikke havde særlig mange penge, men der tog jeg fejl. Det gør de ikke, de vil kun hjælpe dig ud af den situation, du selv har bragt dig i, siger hun.

Ser lyst på fremtiden

I dag bor Christina Palmqvist med sin kæreste og søn på tre måneder. Hun står ikke registreret i RKI længere.

- Man bliver stolt af sig selv, fordi man har ydet det her hårde arbejde for at komme ud på den anden side. Mit forhold til penge i dag er rigtig godt. Jeg skylder stadigvæk penge, men jeg er ikke registreret i RKI længere, så det er jeg glad for, og min fremtid ser rigtig lys ud.

Hvis du har brug for råd og vejledning til at komme ud af økonomiske problemer, kan du besøge Gældsrådgivning Sydsjællands hjemmeside eller Forbrugerrådet Tænks gældsrådgivning.


Nyhedsoverblik