Regeringen vil skrotte helligdag og lukke jobcentre

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) har sammen med Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) præsenteret regeringsgrundlaget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En samarbejdende regering. Et arbejdsfællesskab.

Sådan italesætter fungerende statsminister, Mette Frederiksen (S) den tre-partiregering, som netop nu bliver præsentereret på Marienborg i følgeskab med partiformændene Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M).

- I danskere har sammensat et folketing, der skal samarbejde. Det gør vi nu mere forpligtende, end vi har været vant til, siger hun og tilføjer:

- Det sker i en usikker tid for både Danmark og Europa. Vi er tre meget forskellige politiske partier, som nu indgår i et arbejdsfællesskab.

Allerede forud for pressemødet lod Mette Frederiksen forstå, at det nye regeringsgrundlag indeholder "mange overraskelser".

På pressemødet fortæller Mette Frederiksen, at parterne er blevet enige om en række såkaldte reformspor. Hun fremhæver her en "omfattende frisættelse af den offentlige sektor" med "flere penge til flere børn og ældre" og et "opgør med bureaukrati og administration".

- Der er også et reformspor, der handler om uddannelse. Nu sætter vi de nødvendige muskler bag erhvervsuddannelserne.

Derudover vil den nye regering skære et år af op mod halvdelen af kandidatuddannelser og fjerne det sjette SU-år.

Helligdag skal afskaffes

Mette Frederiksen fortæller videre, at det er et regeringsgrundlag, der kommer "langt, vidt og bredt omkring" med blandt andet en ambition om at gøre Danmark CO2-neutral tidligere end hidtil, i 2045, og med en 110 procent reduktion i 2050.

Det skal både ske med en afgift på landbrug og flyrejser. Disse penge skal blandt andet bruges til at løfte ældrechecken, lyder det.

- Vi er mere ambitiøse, end vi har været tidligere, siger Mette Frederiksen, som også løfter sløret for, at de tre partier vil komme med et lønløft på 3 milliarder kroner til den offentlige sektor.

- Til gengæld vil vi afskaffe en helligdag, siger hun og peger på, at der er brug for at øge beskæftigelsen.

- Det bliver givetvis store bededag.

Det skal blandt andet være med til at finansiere Danmarks 2-procentsbirdrag af nationens BNP til NATO allerede i 2030, fortæller Mette Frederiksen.

Også jobcentrene står til at lukke. Det skal ifølge den nye regering ske for at "reformere beskæftigelsesindsatsen" med besparelser på 3 milliarder kroner til følge.

Regeringsgrundaget er delt op i otte afsnit med følgende navne:

  • Akutte problemer der skal løses nu

  • Ansvarlig økonomisk politik

  • Velfærd 2.0 – et reformprogram der udvikler Danmark

  • Ambitiøs klimahandling

  • Beredte i en usikker verden

  • Et lille land med større sammenhængskraft

  • Et mere levende og åbent demokrati

  • Rigsfællesskabet

Kilde: Ritzau

Efter Mette Frederiksen får Venstres Jakob Ellemann-Jensen ordet. Han fremhæver, at man vil lempe skatten for virksomheder.

Også lønmodtagerne bliver tilgodeset.

SVM-regeringen vil halvere topskattesatsen ved at indføre en ny mellemskat, imens de allerrigeste vil skulle svare mere i skat med en ny millionærskat på indkomster over 2,5 millioner kroner.

Derudover bliver der også lagt op til, at man vil hæve beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere.

I alt er der tale om skattelettelser for fem milliarder kroner.

Første gang siden 1993

Tirsdag kunne den socialdemokratiske formand fortælle, at Socialdemokratiet sammen med Venstre og Moderatererne er nået til enighed om et grundlag for en regering. En regering, der med 89 mandater i praksis bliver en flertalsregering, idet de nordatlantiske mandater sædvanligvis ikke blander sig i indenrigsforhold.

Udvalgte punkter fra regeringsgrundlaget

Præsentationen af det politiske grundlag for den kommende SVM–regering er omfattende og fylder over 50 sider.

Her er et par af de ting, den kommende regering gerne vil, der er sprunget i øjnene:

  • Danmark skal være klimaneutral i 2045.

  • Hjemsendelser i Forsvarets Efterretningstjeneste skal undersøges

  • Der er en skattereform på vej – flere skatter indføres eller ændres – blandt andet indføres en top–top–skat.

  • Afskaffelse af helligdag – måske store bededag – det skal være med til at finansiere øgede forsvarsudgifter.

  • Modtagecenterordning skal laves sammen med andre lande.

  • Aftale om elevfordeling på gymnasier rulles tilbage.

  • Seniorjobordning fjernes og erstattes af en "Arne plus"–ordning.

Kilde: Ritzau

Den kommende regering ventes at præsentere, hvem der bliver minister, i morgen, torsdag.

Det er første gang siden 1993, at der er dannet en flertalsregering, imens man skal tilbage til 1978 for at finde en regering mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Statsminister Anker Jørgensen (S) og Henning Christophersen (V).
Statsminister Anker Jørgensen (S) og Henning Christophersen (V). Foto: Henning Thempler/Ritzau Scanpix

Dengang holdt alliancen mellem den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen og Venstres formand, Henning Christophersen, et år.


Nyhedsoverblik