Regeringen sløjfer forslag om obligatoriske vegetardage

Forslag om to obligatoriske vegetardage i statslige kantiner trækkes tilbage efter kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads, om den vil have to ugentlige vegetardage. Det bliver ikke obligatorisk.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

quote Vi har lyttet til medarbejdernes ønske om, at det er ikke noget, der skal besluttes fra centralt hold

Nicolai Wammen (S), finansminister

Det sker, efter regeringen har været i dialog med flere fagforeninger om forslaget.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at regeringen synes, det er en god idé med grøn mad i statslige kantiner. Men det bliver altså ikke obligatorisk i denne omgang.

- Det bliver således op til den enkelte statslige arbejdsplads at bestemme, om man ønsker at have vegetardage eller ej. Vi synes, det er en god idé, at statens kantiner serverer mere bæredygtig mad, men vi har lyttet til medarbejdernes ønske om, at det er ikke noget, der skal besluttes fra centralt hold, siger finansministeren i en pressemeddelelse.

Forslaget om to ugentlige vegetardage kom som led i en ny, grøn indkøbsstrategi fra staten, hvor man i et forsøg på at skære ned for kødforbruget og dermed gøre en indsats for klimaet foreslog at indføre to kødfrie dage om ugen i statslige kantiner.

Desuden, lød det i forslaget, skulle der stilles krav om, at man højest måtte serveres okse- eller lammekød én dag om ugen.

Leder for Frie Grønne: - skuffende

Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne, kalder på Twitter regeringens tilbagetog for "skuffende".

quote Det er jo den største tilbagetrækning, siden Napoleon trak sig tilbage fra Waterloo

Morten Messerschmidt, næstformand i Dansk Folkeparti

Her skriver han, at regeringen nu i hvert fald må støtte partiets forslag om at sørge for, at der altid er et kødfrit alternativ i de statslige kantiner.

Morten Messerschmidt, næstformand i Dansk Folkeparti, har til gengæld fra start været kritiker af forslaget og roser derfor regeringen for at have spist brød til og trukket forslaget tilbage.

- Det er jo den største tilbagetrækning, siden Napoleon trak sig tilbage fra Waterloo, når regeringen nu indser, at det selvfølgelig ikke er et politisk ansvar at bestemme, hvad folk skal have på frokostbuffeten.

Selv om de fleste er enige om at gøre en indsats for klimaet, mener næstformanden ikke, at det er vejen frem at tvinge ansatte til kødfri frokost.

- Så jeg synes, det er dejligt, at finansministeren er kommet ned fra den høje vegetariske hest, siger han.

Vil indføre klimakompensation

Det fremgår derudover af den grønne indkøbsstrategi, at regeringen vil indføre klimakompensation for alle statsligt ansattes tjenesterejser ved at indbetale et bidrag til Klima-skovfonden.

20180726-184314-7_46mb.jpg
Læs også
Vegetarer går i retten - kræver kødfri måltider i offentlige køkkener
20180726-184314-7_46mb.jpg
Læs også
Vegetarer går i retten - kræver kødfri måltider i offentlige køkkener

Det offentlige indkøbs klimaaftryk udgør aktuelt årligt 12 millioner ton drivhusgas om året. Af dem udledes cirka fire millioner ton i Danmark og cirka otte millioner ton uden for Danmark.

Det er ambitionen, at det skal reduceres markant frem mod 2030 årligt. Planen er at sætte et konkret reduktionsmål for det offentlige indkøb næste år.

 

 


Nyhedsoverblik