Regeringen sender 19,4 millioner til lokale projekter

Erhvervsministeriet oplyser, at lokale aktionsgrupper, der støtter i landdistrikter, får 93 millioner i 2021. Andelen til Region Sjælland er 19,3 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Erhvervsministeriet under Simon Kollerup (S) sender ifølge en pressemeddelelse 93 millioner kroner til Lokale Aktionsgrupper, der er lokale foreninger, der skal støtte op om erhvervsudvikling i landdistrikter.

De lokale aktionsgrupper på Sjælland modtager 19,4 millioner kroner, som skal gå til lokale projekter.

For nuværende er det 26 Lokale Aktionsgrupper, LAG, der er del af programmet, der har kørt siden 2014.

- Landdistrikterne er et vigtigt element i et stærkt Danmark. Derfor prioriterer vi nu de her penge, der kan være med til at skabe liv, aktivitet og arbejdspladser ude i de yderste kroge af Danmark.

- Det er en saltvandsindsprøjtning, der er brug for. Og vi kan se, at når pengene gives via LAG, så går de til noget, der virker, siger Simon Kollerup (S).

Her i regionen er der tidligere givet støtte til til en såkaldt klimasø ved Tingsted Å. Den skal forhindre, at området skal blive oversvømmet ved store regnskyl. Samtidig blev der bygget en mountainbikebane ved Å-haven i Nykøbing Falster. 

Øverst i artiklen kan du se en video af klimasøen.

I 2016 blev der også givet penge til den indledende fase af byggeriet af Camp Adventure boardwalk ved Skovtårnet.

Penge skaber job

Pengene kommer delvist fra Danmark og delvist fra EU's støtte til landdistrikter. Støtteniveauet blev i 2017 sænket til 63 millioner kroner men er i 2020 hævet til 93 millioner kroner og altså til samme beløb i 2021.

Ifølge et baggrundsnotat viser en evaluering, at programmet har skabt 405,5 arbejdspladser i perioden 2014-2018, og at der er blevet fastholdt 271 arbejdspladser i samme periode.

I den periode har programmet med lokale aktionsgrupper modtaget 324,5 millioner kroner. Dermed har det kostet omkring 480.000 kroner per skabt eller fastholdt arbejdsplads.

- Jeg synes, at det er alle pengene værd at lave en massiv indsats for aktiviteten i landdistrikterne.

- Det er dele af Danmark, hvor vi ikke har store pulserende vækstcentre. Vi har brug for et Danmark i balance, og hvor landdistrikterne også oplever et løft, siger Simon Kollerup.

I forhold til de økonomiske virkninger af coronakrisen ser specielt landdistrikterne ud til at blive hårdt ramt, når turisme og sommerhusudlejning efter alt at dømme vil opleve en voldsom nedgang.

- Vi har stort fokus på landdistrikterne, og mit hjerte banker især for dem. Vi følger løbende udviklingen. Og kommer med en konkret indsats her.

- Vi er opmærksomme på, at yderområderne ofte har det vanskeligt, siger ministeren.

Fakta om de lokale aktionsgrupper i Region Sjælland

De lokale aktionsgrupper i Region Sjælland modtager ved årsskiftet får 19,4 millioner kroner til nye projekter.

 

De fem lokale sjællandske aktionsgrupper, der skal administrere midlerne er: LAG Sydsjælland, Landudvikling Slagelse, Udvikling Stevns, LAG Midt Nordvestsjælland og LAG Lolland-Falster.

 

Dertil kommer, at LAG Småøerne får 3,8 millioner kroner, der også kan komme projekter i Region Sjælland til gode.

 

Kilde: Erhvervsministeriet


Nyhedsoverblik