Rapport: Offentlige anklagere møder uforberedte op i retten

Justitsminister Nick Hækkerup påpeger, at flere er blevet ansat i anklagemyndigheden, men sagspres er steget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Cirka en tredjedel af de offentlige anklagere i Danmark møder nogle gange uforberedte op i retten.

Det viser en ny undersøgelse blandt 508 jurister i anklagemyndigheden, som analyse- og rådgivningsvirksomheden Epinion har foretaget for Rigsadvokaten, skriver Berlingske.

I undersøgelsen svarer 36 procent af de medvirkende, at de sommetider eller ofte er mødt uforberedt i retten. Syv procent af de adspurgte svarer, at det sker "ofte".

quote Man får besked om at møde i retten med meget kort varsel, og så må man tage sagen under armen og forberede sig i taxaen

Line Scharff, Foreningen af Offentlige Anklagere

Skidt for retssystemet

Line Scharff, der er formand for Foreningen af Offentlige Anklagere, kalder det "meget bekymrende", at så mange offentlige anklagere er mødt uforberedte op i retten.

- Og det er på ingen måde tilfredsstillende for borgeren, retssystemet eller medarbejderen.

- Jeg kan genkende, at man får besked om at møde i retten med meget kort varsel, og så må man tage sagen under armen og forberede sig i taxaen, siger hun til Berlingske.

Line Scharff påpeger, at rapporten bekræfter, at anklagere føler sig under et stort arbejdspres.

Gamle sager firdoblet

Berlingske afdækkede sidste år, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i anklagemyndigheden på landsplan var steget.

Antallet af sager, der var mere end 180 dage gamle, var mere end firedoblet.

quote Sagspresset er steget så meget, at der opstår problemer

Nick Hækkerup (S), justitsminister

Rapportens resultat bekymrer justitsminister Nick Hækkerup (S).

I finansloven for i år blev der ellers afsat 50 millioner kroner til anklagemyndigheden, hvilket svarer til cirka 60 årsværk.

Det skulle medvirke til at nedbringe sagsbehandlingstiden i straffesager i anklagemyndigheden.

- Tit, når den offentlige sektor er under pres, er det fordi, der er skåret ned, men der er faktisk blevet ansat flere i anklagemyndigheden, og vi har øget produktiviteten, siger Nick Hækkerup til Berlingske.

- Vi står bare i en situation, hvor sagspresset er steget så meget, at der opstår problemer.


Nyhedsoverblik