Radikale Venstre peger på Martin Damm som ny KL-formand

Martin Damm (V) står til igen at blive kommuneformand, skriver Altinget. Han erstatter Jacob Bundsgaard (S).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et formandsskifte ser ud til at være på vej i Kommunernes Landsforening (KL), som er interesseorganisation for landets 98 kommuner.

Radikale Venstre vil nemlig bruge sit afgørende mandat i KL's bestyrelse til at pege på Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), som ny formand.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse ifølge det politiske medie Altinget.

Martin Damm er aktuelt næstformand i KL. Han står altså til at vippe formand Jacob Bundsgaard (S) af pinden. Han er borgmester i Aarhus.

quote Vi har jo en langvarig tradition for at samarbejde med Radikale Venstre i KL

Martin Damm (V)

Meddelelsen kommer fra Leon Sebbelin (R), afgående borgmester i Rebild, og Johan Brødsgaard. Han er formand for partiets kommunalpolitiske netværk.

Til Ritzau fortæller Leon Sebbelin, at der har skullet målfoto til, for at finde ud af hvem partiet skulle pege på.

- Vi havde drøftelser i vores netværksbestyrelse, og på baggrund af de tilkendegivelser endte det med, at pilen pegede på Martin.

- Det er ikke sådan, at jeg kan sige, at derfor blev det ham. Det er et sammenkog af de tilkendegivelser, der kom, siger han.

Martin Damm (V) siger til Ritzau, at hans umiddelbare reaktion var, at han blev rigtig glad for, at Radikale Venstre pegede på ham.

- Vi har jo en langvarig tradition for at samarbejde med Radikale Venstre i KL, siger han.

Fik 4.320 personlige stemmer

Formelt skal den ny bestyrelse ifølge Altinget først konstitueres til marts på organisationens generalforsamling. Men det peger altså på en ny formand.

Bliver det en realitet, vil det ikke være helt uvant for Martin Damm. Han var formand for KL fra 2014 til 2018, inden Jacob Bundsgaard overtog.

Martin Damm mener, at situationen minder om sidst, han blev formand, hvor Radikale Venstre også sad på den afgørende stemme.

- De Radikale er altid grundige. De førte samtaler med begge sider, og så er jeg selvfølgelig glad for, at de pegede på mig, siger han.

Læs også
Historisk aftale - samtlige partier i Kalundborg er med
Læs også
Historisk aftale - samtlige partier i Kalundborg er med

Både Martin Damm og Jacob Bundsgaard blev genvalgt ved sidste uges kommunalvalg og kan begge se frem til endnu en periode som borgmester i henholdsvis Kalundborg og Aarhus.

Jacob Bundsgaard måtte dog notere sig stor personlig tilbagegang, da han fik halveret antallet af personlige stemmer fra valget i 2017.

Samme skæbne ramte den socialdemokratiske borgmester i København, Aalborg og Odense, ligesom partiet generelt gik tilbage.

For Martin Damm bød valget stort set på status quo, når det kom til de personlige stemmer. Han fik 4.320, mens 4.286 personer i 2017 satte kryds ud for hans navn.


Nyhedsoverblik