Professor påpeger fordele ved vaccination af børn - men har også én anke

Allan Randrup Thomsen er ikke urolig for bivirkninger ved vaccinen, fordi vaccinen efterhånden er kendt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi må erkende, at der er ting, vi ikke ved, når det gælder vaccination af børn, siger professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen til TV 2.

Det sker, efter at det europæiske lægemiddelagentur, EMA, torsdag godkendte Pfizer-vaccinen mod covid-19 til brug på børn i alderen 5-11 år. Dagen efter gik Sundhedsstyrelsen ud med anbefalingen om, at forældre lader deres børn få stikket.

quote Vi har brug for at undgå, at smitten går fra børnene til forældrene til bedsteforældrene

Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen

Allan Randrup Thomsen påpeger, at situationen lige nu er presset på grund af stigende smitte især blandt børnene, og at det er vigtigt at få bragt smitten ned.

Derfor vurderer han, at der er "væsentlige fordele ved at vaccinere børnene på det her tidspunkt i epidemien".

Den seneste uge har de 5-11-årige tegnet sig for 21 procent af alle nysmittede i Danmark.

- Men i hvor høj grad kan vi tillade os, at børnene skal tage én for samfundet så at sige? spørger han og fortsætter:

- Derfor er det vigtigt, at forældre bliver rigtig godt oplyst, når de skal tage stilling til, om børnene skal vaccineres eller ej.

Data er baseret på voksne

Han er ikke urolig for bivirkninger ved vaccinen, fordi vaccinen efterhånden er kendt.

Allan Randrup Thomsen er derimod bekymret for, om immuniteten ved vaccination af børn matcher den immunitet, som børnene får ved at have været smittet.

- Det kan man mene rigtig meget om – og det gør fagfolk også. Men faktum er, at ingen af os ved, hvad det rigtige svar er i den her sammenhæng. Fordi de tilgængelige data er baseret på voksne, siger han.

Læs også
Regionen gør klar til at vaccinere børn under 12 år
Læs også
Regionen gør klar til at vaccinere børn under 12 år

Baggrunden, for at børnene nu også skal vaccineres, er, at det især er børnene, der driver stigningen i smitten med coronavirus. Det fortalte Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, fredag på et pressemøde i København.

- Vi har brug for mere immunitet i befolkningen. Vi har brug for at undgå, at smitten går fra børnene til forældrene til bedsteforældrene, sagde hun.

Har analyseret data fra 3000 børn

På samme møde forsikrede Lægemiddelstyrelsens direktør, Lars Bo Nielsen, om, at vaccinen til børnene er ordentligt testet – og at den ikke giver voldsomme bivirkninger.

- I alt har det europæiske lægemiddelagentur (EMA) analyseret data fra 3000 børn for at se på bivirkningsprofilen. Og der er ikke set andre bivirkninger end dem, vi kender, sagde han.

Nogle af de kendte bivirkninger ved vaccinen er ømhed og let feber.


Nyhedsoverblik