Præstationspres og stress tynger hver tredje pige i 9. klasse

Markant flere piger end drenge har i løbet af den seneste måned følt sig presset i 9. klasse, viser rapport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ønsker om høje karakterer, succes på sociale medier og et perfekt udseende presser en del elever i 9. klasse.

Næsten hver tredje pige i 9. klasse har ofte eller hele tiden følt sig stresset den seneste måned. Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår og TrygFonden, skriver Politiken.

Det samme gælder for 14 procent af drengene.

quote Det er en international udvikling. Det er ikke noget, vi er ene om i Danmark

Noemi Katznelson, leder, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet

Det er markant flere end i 6. klasse, hvor 13 procent af pigerne og 6 procent af drengene ofte eller hele tiden har følt sig stresset.

Pres på grund af skole, lektier og karakterer fylder meget i forklaringerne i rapporten, der bygger på spørgeskemaundersøgelse, dybdeinterviews og henvendelser til Børnetelefonen.

Men mange er også presset af forventninger og de ting, de skal nå i form af lektier, venner, familie og sociale medier, skriver Politiken.

Dertil kommer, at der i de seneste syv år er sket en fordobling i andelen af børn, der får en psykiatrisk diagnose.

Advarer mod at dramatisere sprogbrug

Det er kombinationen af mange faktorer, der gør, at de unge får det dårligt. Det fortæller Noemi Katznelson, der er professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

- Der, hvor de unge begynder at få det dårligt, er i krydspresset mellem de forskellige ting. Og det er en international udvikling. Det er ikke noget, vi er ene om i Danmark, siger Noemi Katznelson til Politiken.

Læs også
Unge jubler over studenterkørsel: - De skal bare have lov til at feste
Læs også
Unge jubler over studenterkørsel: - De skal bare have lov til at feste

Professoren advarer dog om at "dramatisere med vores sprogbrug", fordi den måde, vi taler om unges trivsel på, kan forstærke problemerne.

Alligevel vurderer professoren, at der er brug for politisk handlen. Uddannelsessystemet som helhed skal gøres mindre præstationsorienteret, siger hun.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ikke ønsket at medvirke i Politikens artikel.

Lærere er opmærksomme på præstationskultur

I Danmarks Lærerforening har man længe været opmærksom på den præstationskultur, som præger de unge.

I folkeskolen handler det blandt andet helt konkret om hyppige test af eleverne gennem hele deres skoletid, siger formand for uddannelsesudvalget Regitze Flannov.

- Der er sprogprøver og test hele vejen op gennem systemet. Der er bedømmelse i forhold til uddannelsesparathed og meget tidlige valg, de unge skal tage. Det understøtter det, som undersøgelsen peger på.

Læs også
Landets højeste gennemsnit:
Yasmin fra Nykøbing Falster har kun fået 12-taller
Læs også
Landets højeste gennemsnit:
Yasmin fra Nykøbing Falster har kun fået 12-taller

- Vi skal se testkulturen, og hvordan vi kan indrette en skole med fokus på præstationsfrie rum med fokus på dannelse, fordybelse og samarbejde, siger hun.

Det kan ifølge Regitze Flannov ske ved at styrke klassefællesskabet. For eksempel i form af "klassens time", der ikke længere er på skoleskemaet.

- Der er behov for at styrke klasselærerfunktionen, som har været nedprioriteret i flere år, siger hun.


Nyhedsoverblik