Politikere kræver handlingsplan - vil gøre det lettere for handicappede at tage bussen

Handicapordførere på Christiansborg kræver nu en handlingsplan, efter at det er kommet frem, at flere handicappede ikke kan komme med bussen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nichlas Duedahl Hansen er 12 år og går på Stenlille Skole. Han bor på et landsted i udkanten af Dianalund, syv minutters kørsel fra skolen, og skolebussen går lige forbi,

- Det er her, jeg ville tage bussen, men det kan jeg ikke, fordi jeg sidder i kørestol, fortæller han, mens en bil suser forbi ude på vejen.

Nichlas Duedahl Hansen kan ikke komme med bussen, for han kan ikke selv hive den rampe, der ligger i bussens gulv, op, og buschaufføren kan ikke hjælpe på grund af regler om sikkerhed og arbejdsmiljø. Så i stedet er det hans mor, der kører ham til og fra skole.

Det kan ikke være rigtigt 

Sagen om Nichlas Duedahl Hansens situation får nu SF og De Konservative til at lægge pres på transportministeren og kræve en handlingsplan for, hvordan handicappedes ret til at komme med bussen bliver sikret.

- Jeg bliver rigtig ked af det på Nichlas' vegne. Det kan ikke være rigtigt, at en skoleelev, fordi han har et handicap, ikke kan komme med bussen om morgenen med sine skolekammerater og på den måde bliver udelukket fra det sociale fællesskab, der er ved at sidde i bussen om morgenen på vej til skole, siger Brigitte Klintskov Jerkel, der er handicapordfører for De Konservative.

- Det kan ikke være rigtigt, at en skoleelev, fordi han har et handicap, ikke kan komme med bussen om morgenen med sine skolekammerater, siger Brigitte Klintskov Jerkel, der er handicapordfører for De Konservative.
- Det kan ikke være rigtigt, at en skoleelev, fordi han har et handicap, ikke kan komme med bussen om morgenen med sine skolekammerater, siger Brigitte Klintskov Jerkel, der er handicapordfører for De Konservative. Foto: TV2 ØST

Hos SF mener man, at det er en overtrædelse af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, at Nichlas Duedahl Hansen ikke kan komme med skolebussen.

- Jeg synes, at det er helt vildt ærgerligt, at han skal udelukkes fra fællesskabet, fordi vi ikke har sørget for, at han kan komme med bussen, så det mener jeg er i strid med handicapkonventionen, siger partiets handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk.

Det bør være en menneskeret

Det er et generelt problem for handicappede, at de ikke kan komme med bussen. Det viser rapporten Busser for alle,  som Institut for Menneskerettigheder udgav i april i år. Den viser, at fem ud af seks trafikselskaber kræver, at handicappede selv eller med hjælp fra en ledsager skal benytte den rampe, der er på busserne, og det får de fleste til at opgive. Samtidig viser rapporten, at Danmark halter langt bagefter i forhold til andre europæiske lande. 

- Det bør være en menneskeret. Vi er så rigt et samfund, så det bør vi prioritere. Jeg synes simpelthen ikke, at vi kan være andet bekendt, siger Charlotte Broman Mølbæk.

Charlotte Broman Mølbæk er handicapordfører for SF, hun mener, at sagen om Nichlas Duedahl Hansen er en overtrædelse af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
Charlotte Broman Mølbæk er handicapordfører for SF, hun mener, at sagen om Nichlas Duedahl Hansen er en overtrædelse af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Transportminister Benny Engelbrecht (S) indkaldte i slutningen af august repræsentanter fra trafikselskaberne til et møde om tilgængelighed i busserne på baggrund af rapporten fra Institut for Menneskerettigheder.

Efter mødet er der aftalt en række dialogmøder med trafikselskaberne og Danske Handicaporganisationer om, hvordan trafikselskaberne bedre kan sikre tilgængelighed for handicappede i den kollektive bustrafik. Men møder er ikke nok, mener De Konservative.

- Jamen, det er en start, men det er ikke nok, før der er fundet en løsning. Det er noget, jeg vil følge tæt. Det kan ikke være rigtigt, for det ligger i ordet kollektiv (trafik, red.), at det er for alle. Det kan ikke nytte noget, at der i dagens Danmark er en gruppe, der ikke kan komme med den offentlige trafik, siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Der skal handling til

Heller ikke for SF er transportministerens initiativ tilstrækkeligt.

- Jeg synes, at det er rigtig fint, at han tager dialogen, men det er ikke nok, når der ikke er handling. Dét, det trænger til nu, er, at vi får en handlingsplan for, hvordan vi sikrer os, at den kollektive trafik er tilgængelig. Vi kan ikke acceptere, at vi bliver ved med at ekskludere mennesker fra den offentlige transport, siger Charlotte Broman Mølbæk.

På Fyn har FynBus siden 2015 haft elektriske ramper i de nyindkøbte busser.
På Fyn har FynBus siden 2015 haft elektriske ramper i de nyindkøbte busser. Foto: TV2 Fyn

Danske Handicaporganisationer efterlyser også handling.

- Det er rigtig vigtigt, at der er et pres, fordi ethvert trafikselskab har nok en stram økonomi, og man skal have tingene til at fungere og balancere mange ting, så det er vigtigt, at der kommer et fælles pres, der siger, jamen, det her er en af de ting, som, vi synes, er vigtigt at prioritere. Det er et spørgsmål om, at alle får samme muligheder, siger Sif Holst, der er formand i Danske Handicaporganisationer.

Elektriske ramper på Fyn

En af de løsninger, der peges på, er elektroniske ramper. Det fungerer på Fyn, hvor FynBus siden 2015 har fået flere og flere elektroniske ramper i takt med, at nye busser har erstattet de gamle. En lignende løsning ser SF gerne i resten af Danmark.

- Jeg synes, at ministeren allerede nu bør sætte en plan for, hvordan vi får den løsning implementeret i hele landet, i værk. Det skal bare være sådan, at den kollektive trafik, som vi alle sammen betaler til, også handicappede, er for os alle sammen, siger Charlotte Broman Mølbæk.

- Det er rigtig vigtigt, at der er et pres, for ethvert trafikselskab har nok en stram økonomi, siger Sif Holst, der er formand i Danske Handicaporganisationer.
- Det er rigtig vigtigt, at der er et pres, for ethvert trafikselskab har nok en stram økonomi, siger Sif Holst, der er formand i Danske Handicaporganisationer. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Både SF og Konservative ønsker en handlingsplan og vil nu følge op på sagen. Begge partier håber, at der kan findes løsninger uden et lovindgreb og samråd.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi er nødt til at lave et lovindgreb. Det burde være helt naturligt, at trafikselskaberne netop sørger for, at alle kan komme med busserne. Det har de en forpligtelse til at sørge for, og det forventer jeg også, at de er med til at finde en løsning på, sådan så det her bliver ændret, siger Brigitte Klintskov Jerkel.

- Jeg tænker, at dialog må være første skridt, og så kan det godt være, at der senere skal være samråd, for det er vigtigt, at vi alle tager ansvar for, at der er en stor gruppe, der ikke kan tage offentlig transport. Så må folk være ærlige og sige, at det ikke er en prioritering for dem. Men for SF er det en vigtig prioritering, siger Charlotte Broman Mølbæk.

Det er Movia, der står for skolebuskørslen til Stenlille Skole, hvor Nichlas Duedahl Hansen går i 6. klasse. Trafikselskabet har forklaret til TV2 ØST, at der er forsøgt at finde løsninger på, hvordan man kan få ham med bussen. Men dels er ramperne for stejle, og dels er der ikke plads til selve kørestolen i bussen. 

Transportminister Benny Engelbrecht har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.


Nyhedsoverblik