Politiet søger vidner - spritbilist kan stå bag vanvidskørsel flere steder

Fyns Politi søger vidner, der har set en bil køre hasarderet flere steder på Fyn. Samme bil menes at være den, der påkørte par ved Storebæltsbroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lørdag formiddag kørte en 32-årig polsk mand med høj hastighed op i en bil, der holdt stille ved betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. I den påkørte bil sad en 63-årig mand fra Randers på førersædet og hans 61-årige hustru på passagersædet. 

Den 63-årige mand blev kørt til tjek på Slagelse Sygehus, men meldes uden skader. Den 61-årige kvinde blev kørt til Odense Universitetshospital, og her lyder det, at der er mistanke om et brud på en knogle, men ikke noget livstruende. 

Her ses føreren af den sølvgrå Alfa Romeo blive ført væk af politiet.

Den 32-årige mand fra Polen blev anholdt og taget med til blodprøve, da han på ulykkesstedet blev testet positiv for spirituskørsel. 

Læs også
Stort uheld - gav lang kø ved Storebæltsbroen
Læs også
Stort uheld - gav lang kø ved Storebæltsbroen

Han er muligvis også skyldig i flere færdselsovertrædelser, der er foregået forud for påkørslen. Det mener Fyns Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Ramte autoværn og andre bilister

Fyns Politi har modtaget anmeldelser om hasarderet kørsel flere steder på Fyn, og beskrivelserne af bilen er den samme og passer med den bil, som påkørte en anden personbil på Storebæltsbroen: En sølvgrå Alfa Romeo personbil på polske plader. 

Den polske Alfa Romeo ramte en bil, hvor der sad et par i 60'erne fra Randers.
Den polske Alfa Romeo ramte en bil, hvor der sad et par i 60'erne fra Randers. Foto: Ole Jørgensen/Byrd

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist. 

- Allerede 10.34 får vi bekendtskab med den her bil første gang, da der er nogen, der synes, den kører underligt i Odense. Der er vi ude at lede efter den og finder den ikke. Klokken 10.57 er der nogen, der ringer og siger, at den har påkørt et autoværn ude ved Langeskov på motorvejen. Der når vi heller ikke at få kontakt med den, siger han og fortsætter:

- Kort efter laver den et færdselsuheld vest for Nyborg. Der kører den i mellem to biler, der kører i henholdsvis første og anden vognbane, og der skraber den så bilen, der kører i anden vognbane. Kort efter får vi at vide, at den overhaler indenom med høj hastighed på lavbroen, og så sker det uheld så i betalingsanlægget., siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Politi søger vidner

Fyns Politi har kontakt til anmelderne af de forskellige episoder, men vil gerne tale med flere vidner, der har set en bil, der passer på beskrivelsen, som har kørt uhensigtsmæssigt. 

- Vi vil gerne tale med vidner, der har set den her kørsel, for at kunne underbygge, at det er vanvidskørsel. Vi har snakket med forskellige parter og vidner, men vi vil gerne snakke med flere.

- Så har man set den her bil og synes, den har kørt uhensigtsmæssigt, så vil vi meget gerne høre om det, så vi kan få beskrevet, hvad det er for en kørsel, der er foregået, siger Kenneth Taanquist. 

Der opstod mange kilometers kø ved betalingsanlægget lørdag, da der var et større færdselsuheld. Nu efterlyser Fyns Politi vidner, der har set samme bilist køre uhensigtsmæssigt på Fyn i retning mod Sjælland.
Der opstod mange kilometers kø ved betalingsanlægget lørdag, da der var et større færdselsuheld. Nu efterlyser Fyns Politi vidner, der har set samme bilist køre uhensigtsmæssigt på Fyn i retning mod Sjælland. Foto: TV2 ØST

Føreren er i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis varetægt, og her er man også interesseret i, at vidner henvender sig til Fyns Politi, hvis man ligger inde med viden om bilistens trafikale adfærd forud for ulykken. 

- Vi har en stærk formodning om, at der er tale om den samme bilist. Men vi har brug for at kunne dokumentere vanvidskørsel og for at underbygge vores formodning om, at der er tale om en og samme bil, siger vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Lars Denholt. 

Læs også
Uheld ved Storebæltsbroen - bilist testet positiv for spirituskørsel
Læs også
Uheld ved Storebæltsbroen - bilist testet positiv for spirituskørsel