Politiet retter fokus mod brugen af sikkerhedsselen i trafikken

En fælles europæisk politiindsats sætter den kommende tid ekstra fokus på sikkerhedsseler og sikkerhedsudstyr under kørslen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er faktisk overraskende mange, der kører i bil uden sikkerhedssele. Og derfor giver det rigtig god mening med sådan en kontrol.

Sådan siger lederen af færdselspolitiet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather, efter dansk politi mandag begynder en indsats mod manglende brug af sikkerhedsseler og andet sikkerhedsudstyr under kørslen.

Indsatsen sker i samarbejde med færdselspolitiet i de øvrige EU-lande og varer frem til den 14. marts.

quote Bilerne er begyndt at slå alarm, når man har glemt selen. Men mange kører alligevel videre uden sele

Erik Mather, Færdselspolitiet, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I Danmark har det været lovpligtigt med sikkerhedssele på førersædet siden 1976, mens bagsædet kom med i 1990. Alligevel blev der sidste år udskrevet mere end 13.000 bøder for manglende sikkerhedssele herhjemme.

Læs også
Politikontrol ved skoleveje: - Folk kører alt for stærkt
Læs også
Politikontrol ved skoleveje: - Folk kører alt for stærkt

- Det er blevet lidt bedre de seneste 10-15 år, hvor bilerne er begyndt at slå alarm, når man har glemt selen. Men mange kører alligevel videre uden sele, siger Erik Mather.

At mange kører uden sele, kan også ses i statistikkerne over ulykker. Her ligger de seleløse bilister eller passagerer i top over ulykker med personskade. Forklaringen kan være, at de moderne bilers sikkerhedsudstyr er bygget til netop at supplere sikkerheden omkring brug af en sikkerhedssele.

Betales delvist af EU

Selvom der er tale om en fælleseuropæisk indsats, så vil den her i vores område blive afviklet som alle andre aktioner mod glemte sikkerhedsseler.

- Selvfølgelig vil der blive holdt øje fra patruljevognen, hvor vi reagerer, hvis vi ser nogen køre uden sikkerhedssele. Men der vil også være aktioner, hvor vi med en kikkert eller brug af en spotter lidt derfra vil gå målrettet efter billister, der ikke har sele på, siger Erik Mather.

Der er typisk to-tre fælleseuropæiske færdselsaktioner hvert år. Bag indsatsen står ROADPOL, der står for samarbejdet mellem færdselspolitiet i hele Europa. Indsatsen er delvist betalt af EU-kommissionen. 


Nyhedsoverblik