Politiet efterlyste 92-årig kvinde efter nytårsaften

92-årige Bodil Larsen forlod sit hjem klokken 02.30 nytårsnat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Opdatering
Politiet oplyser på Twitter ved 10-tiden, at Bodil Larsen er fundet i god behold.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyste tidligt fredag morgen på Twitter 92-årige Bodil Larsen.

Hun beskrives som cirka 150 centimeter høj, spinkel af bygning og gråhåret med briller.

Da hun forsvandt, var hun iført en hvid huse, mørkeblå bukser og en metalgrå dunjakke. 

Politiet oplyser ikke, hvor Bodil Larsen bor, eller hvornår hun sidst er set, men ifølge TV2 ØST's oplysninger er hun gået fra Antvorskov Plejecenter i Slagelse.

Til TV 2 siger politiet dog, at hun forlod sit hjem klokken 02.30 nytårsnat og ikke er set siden.

- Der er kun et par grader udenfor, og det regner, så vi vil gerne hurtigst muligt finde hende. Vi er i området med en del hundepatruljer, og der kommer også en helikopter i luften, sagde vagtchef Kent Edvardsen til TV 2 ved 06-tiden.

Borgere, der har set Bodil Larsen, skal ringe 1-1-4.