Politiet advarer om stormfuldt vejr - kunne ikke flytte væltet træ

Flere store grene er blæst ned over kørebanen, og et træ væltede i nat på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De fleste er stået op til en særdeles blæsende fredag, hvor vinden kan rive i bilen eller cyklen på vej til arbejde og skole.

Derfor advarer politiet om det stormfulde vejr, der suser gennem regionen. Især i den sydlige del af landet har blæsevejret sendt politiet på en smule overarbejde.

quote Et sted skulle vi dog have kommunens folk til at køre ud og fjerne hele træet

Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Vi har fået nogle anmeldelser om grene, der er faldet ned og et enkelt træ, der er væltet. Men indtil videre er der ikke sket noget alvorligt, siger Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Nogle af grenene var så små, at patruljen selv kunne flå dem ud i rabatten. Et sted skulle vi dog have kommunens folk til at køre ud og fjerne hele træet, tilføjer han.

Politiet måtte tilkalde hjælp

Den pågældende træ var cirka klokken 01.00 væltet ned over vejbanen nær Stokkemarke på Lolland.

- Vi skyndet os at ringe til kommunens folk og sagde, det er en opgave for jer, fordi det er for stort til, at vi kan flytte det, siger Lars Denholt.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi mærker man også til det kraftige blæsevejr, men politiet har ikke modtaget anmeldelser om nedfaldne grene eller væltede træer.

Risikoen for storm er størst i næste uge

Efteråret er forløbet uden nævneværdigt blæsevejr, men nu er det en god idé at spænde eventuelle løse genstande, havemøbler og andre ting fast, som ikke allerede er blevet det.

Samtlige prognosemodeller viser nemlig ifølge TV2 Vejret, at der i løbet af den næste uge dannes flere kraftige lavtryk nær Danmark, og det øger risikoen for storm over dansk område ganske betragteligt.

Den første omgang af blæsevejr får vi med sikkerhed i nat, hvor vindstødene flere steder i landet kan nå stormstyrke, mens middelvinden dog vil holde sig på hård kuling.

Derefter venter der en weekend, der ad flere omgange kan byde på blæsende vejr, uden det dog bliver af dramatisk karakter.

Det er dog først i løbet af næste uge, at risikoen for en 'rigtig' storm, for alvor er forhøjet. Det skal understreges, at usikkerheden som altid er forøget, jo længere frem i tiden man kommer.


Nyhedsoverblik