Politi forlænger opholdsforbud ved tre klubhuse med tilknytning til Bandidos

Politiet har besluttet at forlænge lukningen af tre klubhuse i Næstved, Flakkebjerg og Jyderup, som har tilknytning til Bandidos.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opholdsforbuddet forlænges på tre adresser ved klubhuse med tilknytning til Bandidos, der ligger i denne region.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Konflikten mellem grupperingerne Bandidos MC og Nord-Nordvest (NNV) har siden årsskiftet blandt andet vist sig ved flere voldsomme episoder i hovedstadsområdet og den nordøstlige del af Sjælland, hvor der er benyttet skydevåben, eksplosiver og brandbomber.

Læs også
Voldelig konflikt får politiet til at lukke flere rockerklubhuse
Læs også
Voldelig konflikt får politiet til at lukke flere rockerklubhuse

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi besluttede den 28. januar 2021 at lukke to klubhuse i Næstved og i Flakkebjerg, som har tilknytning til Bandidos, da det blev vurderet, at der var en nærliggende risiko for, at konflikten kunne brede sig til politikredsen. 

Lukningen skete af sikkerhedsmæssige årsager, da klubhusene potentielt kunne blive udsat for angreb til fare for de omkringboende.

Tredje gang opholdsforbud forlænges

Den 11. februar blev lukningen forlænget, og politikredsen vurderer, at betingelserne for lukningen af klubhusene stadig er til stede. Derfor forlænger Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi igen forbuddet mod enhver adgang til adresserne Ringstedgade 229A i Næstved og Flakkebjerg Stationsvej 10B i Flakkebjerg yderligere 14 dage frem til den 11. marts 2021.

VIDEO: Da opholdsforbuddene blev indført snakkede TV2 ØST med naboer til rockerborgen i Næstved.

Beslutningen om forbuddet er taget i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme ("Rockerloven").

Hvem er NNV?

Bandegrupperingen NNV er en bande med udgangspunkt i Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København - deraf navnet NNV.

Banden opstod i efteråret 2018, hvor banden Brothas blev splittet op. Én del beholdt navnet Brothas, mens en anden del tog navnet NNV. Gruppen har relationer til flere grupperinger i hovedstadsområdet og på det øvrige Sjælland.

Den nuværende konflikt mellem NNV og Bandidos brød for alvor ud i lys lue 2. januar, hvor en bil med fire personer med tilknytning til banden NNV blev beskudt i Hillerød. En 38-årig mand mistede livet i sagen, hvor en Bandidos-rocker er sigtet.

Opholdsforbud i Jyderup fortsætter

Også Midt- og Vestsjællands Politi har besluttet at forlænge det allerede udstedte opholdsforbud på adressen Industriparken 31 i Jyderup, der blev indført den 28. januar 2021.

Læs også
Politiet forlænger lukning af Bandidos-klubhuse af frygt for angreb
Læs også
Politiet forlænger lukning af Bandidos-klubhuse af frygt for angreb

Opholdsforbuddet forlænges indtil videre frem til torsdag den 11. marts 2021 klokken 17.00.

Midt- og Vestsjællands Politi vurderer, at der på baggrund af den verserende konflikt mellem Bandidos MC og NNV-gruppen fortsat er en betydelig risiko for angreb på adresserne, der tjener som opholdssted for Bandidos MC.

Et sådant angreb vil være til fare for de borgere, der bor eller befinder sig i nærheden af stederne, og derfor er betingelserne for forlængelse af det allerede udstedte opholdsforbud  fortsat opfyldt.

Midt- og Vestsjællands Politi følger situationen tæt og fortsætter derfor de særlige tilsyn på adresserne for at sikre, at opholdsforbuddet overholdes, oplyser de i pressemeddelelsen.

Overtrædelser kan straffes med fængsel op til 2 år.



Nyhedsoverblik